Bill O'Reilly er sådan en onkel, som kan give enhver bordplanlægger søvnløse nætter.
For på den ene side er han underholdende, giv ham en snaps eller to, og så går snakken, og det er ham, som snakker. Onkel har også en mening om alt, han lyder som en pressemeddelelse fra Bæredygtigt Landbrug, bare om alt, og giv ham et emne eller to, og så skal han nok fortælle bordet, hvordan den slags foregik i den gamle skole.
Onkel syner og larmer som en gammel knallert, men det kunne så alt sammen være. Det er ikke ulovligt og heller ikke altid ucharmerende, hvis man er til den slags.
Nej, problemet er følgende: Onkel krænker.
Urørlig
Bordplanlæggeren har et navn. Han hedder Rupert Murdoch, og han ejer Fox News.
Og hvad skal han gøre ved Bill O'Reilly? For O'Reilly er ikke blot den største stjerne hos Fox News, hvor han muggent holder hof hver aften i den bedste sendetid. Nej, han er den største stjerne på alle de amerikanske nyhedsstationer. Ingen har flere seere, og ingen tjener flere penge end Bill O'Reilly. På tre år - fra 2014 til og med 2016 - indbragte hans nyhedshow 446 mio. dollar i reklameindtægter til Fox News. Det svarer til 3,1 mia. kr., og tallene er ikke faldende. O'Reillys seertal er siden i sommer vokset med en tredjedel og tjekker nu ind med over fire mio. seere hver aften.
Så stor er han, at han tilsyneladende kan gå på skandalerne. Der har tidligere været to meget offentlige sex-sager, der har været en skilsmisse, hvor han fremstod så sympatisk som en inkasso-henvendelse fra Bandidos, og der har været så mange verbale overgreb, at enhver anden ville have fået en enkeltbillet til de evige golfbaner.
Men ikke Bill O'Reilly. For Bill O'Reilly er urørlig.
Giftig kultur
Eller rettere - Bill O'Reilly var urørlig.
For i weekenden kunne New York Times offentliggøre en dybdeborende artikel, hvor avisen har talt med fem kvinder, som bekræfter, at de har sagsøgt Bill O'Reilly for sex-krænkelser, og at Fox News sammenlagt har udbetalt dem 13 mio. dollar i erstatning.
Og siden artiklens offentliggørelse har foreløbigt 33 store selskaber trukket deres annoncer fra hans show, skriver The Street, bl.a. Mercedes-Benz, BMW, Hyundai, GlaxoSmithKline, Mitsubishi, Sanofi og AllState, og medieeksperter sammenligner det med en anden populær Fox-vært, Glenn Beck, som i 2012 mistede sit job efter et tilsvarende annoncefrafald. Annoncørerne finder sig ikke godt til rette i kontekst af sex-overgreb, siger de samstemmende.
Men pengene er ikke det eneste, som spiller ind. Fox News går i forvejen gennem en hård tid, fordi så mange kvindelige medarbejdere hævder sig begloet, begramset eller besudlet af stationens tidligere topchef, Roger Ailes, som blev fyret sidste sommer. Bill O'Reilly er »en del af den giftige kultur, som Ailes opbyggede«, som forfatteren og journalisten Gabriel Sherman skriver hos magasinet New York, og derfor handler det også for Rupert Murdoch om et strategisk reset af Fox News. Når Murdoch eksempelvis i øjeblikket forsøger at få godkendt sin totalovertagelse af Sky TV i Europa, så hjælper det ikke at være kendt som ejeren af Klam News.
Det er det ene hensyn - og så er der det andet: Seerne. Og stationens første-seer kom onsdag med sin vurdering. Præsident Trump forsvarede Bill O'Reilly og sagde, at han kendte O'Reilly godt: »Han er en god mand, han skulle aldrig have indgået forlig. Han skulle være stået fast og gået hele vejen. Jeg mener ikke, at Bill har gjort noget forkert,« lød det fra præsidenten.
Trump har sin egen fortid med sex-anklager og den slags »skurvognssnak,« som vil få enhver skurvogn til at skamme sig, og derfor gør det på mange måder kun Murdochs dilemma større.
»Luder«
Så det er en særpræget dynamik, som udspiller sig, netop fordi business og politik ikke blot er sammenfiltret, men også modsatrettet.
Som den tidligere journalist og morgenvært Andrea Tantaros også eksemplificerer. I ti år var hun en ildsprudlende Fox-kvinde, men sidste år brød hun med stationen og anlagde sag. Hun havde fået nok, sagde hun, og Berlingske har læst hendes 37 sider lange sagsanlæg, hvor hun beskylder både O'Reilly og Ailes for at orkestrere en stadig støvregn af tilnærmelser og lummerheder.
O'Reilly inviterede hende bl.a. til sin pragtbolig, hvor de kunne »være sammen privat«, og han fortalte hende, at han kunne forestille sig, at hun var »en vild pige«, og at hun havde »en vild side«. Til sidst klagede hun til stationens vicedirektør. Han fandt hendes klager så overbevisende, at han sørgede for, at hun ikke længere skulle arbejde med O'Reilly, fremgår det af sagsanlægget.
Men med Ailes var det en anden historie, hævder sagsanlægget.
Hun blev gentagne gange inviteret ind på hans kontor, hun fik ordre om at vise sin krop frem og twirle rundt, hun skulle bukke sig og give ham knus, han sagde, at han forestillede sig hende i bikini, og han sladrede om andre Fox-stjernes sex-liv. Blandt andet kaldte hende en kvindelig journalist for »nem« og »luder«. Til sidst gik Tantaros igen til vicedirektøren, men uden held, for som han angiveligt sagde: »Ailes er en meget magtfuld mand (...) denne gang er du nødt til at finde dig i det.«
Derefter blev hun degraderet - af Ailes og som straf, hævder Tantaros - og hun anlagde sag.
»Sårede fugle«
Og hun er ikke den eneste.
I alt har mindst 13 kvinder anklaget Ailes og O'Reilly for sex-krænkelser, det seneste sagsanlæg kom mandag, og Fox News har foreløbigt indgået forlig med seks af kvinderne. En kendt studievært, Gretchen Carlson, fik over 20 mio. dollar - eller knap 140 mio. kr. - i erstatning.
Når man læser sagsanlæggene, så er de to mænds fremgangsmåde meget ens. De tilbyder at hjælpe kvinderne og være deres mentorer, og ofte sker det på et tidspunkt, hvor kvinderne er i en sårbar situation, som Andrea Tantaros også siger til Daily Beast: »I 2014 døde min far, det gjorde min autistiske bror også, og jeg havde slået op efter et langvarigt forhold. Jeg var single og i sorg. Og det var på det tidspunkt, at [Ailes] begyndte.«
Han udser sig »de sårede fugle« som sex-ofre, siger hun.
Roger Ailes blev fyret sidste sommer, men O'Reilly gjorde ikke, tværtimod fik han sin kontrakt fornyet og med en årsløn på 19 mio. dollar, og stationens vicedirektør er siden blevet forfremmet. Som Tantaros skriver i sagsanlægget: »Det sender et signal om business as usual, når det handler om behandlingen af kvinder.«
Hvilket alt sammen virker modsat tidsånden. I 2017 synes det etablerede juridiske, etiske og politiske konsensus at være et absolut nej til seksuel chikane, og det er, hvad de mange virksomheder også begrunder deres annonce-stop med. Som f.eks. Mercedes-Benz skriver i en pressemeddelelse: »Anklagerne er foruroligende, og med den rolle, som kvinder spiller for vores virksomhed, føler vi ikke, at det er et godt miljø at annoncere vores produkter i.«
Noget tilsvarende skriver bl.a. BMW og Hyundai.
Men Fox News er anderledes. Stationens seere tuner ind, fordi de vil have en bestemt politisk udlægning af dagsordenen, og den politiske udlægning er ofte og netop modsat et etableret konsensus. Eller en »politisk korrekthed«, som de vil sige. Hvis modefarven er rød, vil seerne hos Fox have blå, både fordi de bedre kan lide blå, men også fordi det netop ikke er moden.
I 2004 begik Bill O'Reilly f.eks. grov seksuel chikane mod en yngre producer. Til sidst begyndte hun at båndoptage hans telefonopkald, og på en samtale lyder det som om, han mastuberer, og det førte til en massiv medieomtale. Ikke desto mindre steg hans seertal til nye højder. Det samme skete, da bl.a. magasinet Mother Jones i 2015 skrev, at han flere gange havde løjet om, at han havde været på Falklandsøerne for at dække krigen i 1982. Igen - heftig debat, mange krav om fyring, men O'Reillys seertal steg.
Den normale årsagssammenhæng er således vendt på hovedet, fordi definitionen af »normal« er vendt på hovedet, og det er Rupert Murdochs dilemma. Han skal afveje den normalitet, som hans seere og hans annoncører befinder sig i - og det er ikke den samme.
Og det er problemet med onkel Bill.
