»Jeg har intet at bekende«.

Sådan står der et sted i Édouard Levés »Selvportræt«. Men udsagnet undergraver sig selv: At skrive, at der intet er at bekende, det er jo i sig selv en bekendelse.

Sådan er der så meget i den lille bog, der undsiger sig genrebestemmelse. Den er ikke en roman, ikke poesi, ikke noveller, men har et vist slægtskab med litteraturens svar på selvportrættet, nemlig selvbiografien.

Men også med den store, brogede konceptlitteratur, da den består af et væld af indbyrdes usammenhængende udsagn – om højt og lavt, abstrakt og praktisk, tanke og krop, mode og litteratur – som kun er forenet af det jeg, der optræder i hver eneste sætning.

Det er, sagt med færre ord, jeget, der skaber sammenhæng i det hele, og det kunne meget vel være en pointe: At det sammenhængsløse får den mening, hvert enkelt menneske tillægger det.

Uanset hvad, så danner de mange jeger en forestilling om, hvem det er der skriver. Men hvordan portrættet tager sig ud, det afhænger af læseren og af, hvilke sætninger han eller hun lægger vægt på.

Min læsning er således bare én, og jeg er påvirket af min viden om Levé, der var franskmand, billedkunstner og fotograf og døde for egen hånd i 2007. Derfor sætter sætningerne om selvmord sig lidt dybere, end de måske ellers ville have gjort, og et sted lyder det: »Jeg har forsøgt at begå selvmord en gang, jeg har forsøgt at forsøge at begå selvmord fire gange.«

Original og menneskelig

Men det er altså ikke, det erkender jeg undervejs, nogen tungsindig eller særligt dødsmærket bog. Tværtimod, vil jeg næsten sige, for den er med sine utallige sansninger og beskrivelser en kærlighedserklæring til tilværelsen, der er så stor og frodig, hvis bare vi ser den, hvis bare vi tænker over den.

Det gør Levé, der i dén grad mestrer sammenstillingen. Han kan placere en given sætning, så den danner poesi i mødet med den næste. Her et tilfældigt nedslag: »Jeg synes smukke mennesker altid er smukke, jeg synes ikke altid jeg er smuk, altså er jeg det ikke. Jeg kan finde på at tale om mit køn og kalde det ved navn. Jeg elsker duften af nyslået hø fra et par Levi’s 501 i rå denim.«

Indimellem er der også sætninger med et aforistisk præg. Som altså er fyndige og båret af en træffende tanke. Som »Virtuositet interesserer mig ikke, det er at forveksle kunst og dygtighed.« Eller »Et knusende håndtryk er et lige så dårligt tegn som en slap eller fugtig hånd.«

Jeg er nu allergladest for de sætninger, der har en melankolsk efterklang. Som »Jeg har hørt, men aldrig set, en frugt falde fra et træ.« Og »At se på gamle fotografier får mig til at tro, at menneskekroppen udvikler sig.« Eller »Jeg kan bedre huske det, jeg har fået fortalt, end det jeg selv har sagt.«

Om disse sætninger, sammen med alle de andre, udgør et portræt af Édouard Levé eller er et fiktivt koncept, ved jeg ikke. Det er heller ikke vigtigt. Resultatet er under alle omstændigheder både originalt og menneskeligt, og »Selvportræt« er min nyeste favoritbog. Der er faktisk kun en enkelt sætning, jeg ikke køber: »Jeg er ikke poetisk.«

Titel: Selvportræt. Forfatter: Édouard Levé. Oversætter: Morten Chemnitz. Sider: 96. Pris: 150.kr. Forlag: Basilisk Babel.