Det er sparetider i kulturlivet, da regeringen vil skære cirka 600 millioner kroner over de næste fire år. Nationalmuseet dropper alle særudstillinger, Orlogsmuseet lukker, og Det Kongelige Teater ser sig tvunget til at lave flere genopsætninger, men det er ikke nødvendigvis en dårlig nyhed, mener over halvdelen af danskerne ifølge en meningsmåling, skriver Politiken.
51 svarer, at der efter deres mening skal bruges »færre« eller »meget færre« penge på kulturinstitutioner, end der bliver nu, mens 38 procent vil bevare det nuværende niveau. Bare fem procent vil give »flere« eller »mange flere« penge.
Det fleste peger i undersøgelsen på kulturinstitutioner som sparemål nummer et.
»Kulturen er et spareobjekt, der for mange vælgere er nice to have og ikke need to have sammenlignet med tunge velfærdsområder som sygehuse, undervisning og daginstitutioner,« siger Rune Stubager, der er professor i statskundskab ved Aarhus Universitet.
Lektor i teatervidenskab Stig Jarl fra Københavns Universitet mener, at politikerne har skylden for danskernes kulturelle sparelyst, fordi det er lykkedes dem at bilde befolkningen ind, at landet nærmest er på fallittens rand, skriver Politiken.