Halvvejs inde i retssagen mod Peter Madsen står det klart, at den drabstiltalte ubådskaptajn parterede liget af Kim Wall. Det står klart, at det ikke har været muligt at fastslå den svenske journalists dødsårsag. Og det står klart, at Peter Madsen nægter drab, men nu holder fast i sin forklaring om en forgiftningsulykke.
Derfor fokuserer Peter Madsen og hans forsvarer, Betina Hald Engmark, på anklageskriftets svage punkt – den uoplyste dødsårsag. For uden en egentlig dødsårsag kan det være vanskeligt at afvise hinsides al tvivl, at Peter Madsens forklaring kan være sand.
Omvendt forsøger anklager Jakob Buch-Jepsen ikke bare at bevise, at Peter Madsen slog Kim Wall ihjel, men også at ubådskaptajnen planlagde drabet, og at motivet var seksuelt perverteret.
Disse seks temaer bliver helt centrale i forhold til, hvordan sagen falder ud.
Halshugningsvideoer
19 timer før, Peter Madsen og Kim Wall sejlede ud i »Nautilus 10«, lavede ubådskaptajnen en Google-søgning på »beheaded girl argony« med stavefejl i sidste ord. Søgningen ledte ham hen til en video, der også er fundet på hans eksterne harddisk sammen med adskillige film – både animerede og ægte - hvor kvinder bliver spiddet og får halsen skåret over.
Peter Madsen har flere gange forklaret, at han ikke blev seksuelt opstemt af filmene, men så dem for at fremprovokere en aseksuel følelsesmæssig reaktion. Han har også forklaret, at andre, der tidligere har vist interesse for ekstreme seksuelle præferencer, har haft adgang til hans harddisk i værkstedet. Det har den håndfuld ansatte i Raketmadsens Rumlaboratorium, som er afhørt, dog modsagt.
I obduktionen af Kim Walls torso blev der fundet læsioner i hendes underliv, der ser ud som om, hun fik stukket noget langt, spidst op i underlivet. En retsmediciner har forklaret, at de tilspidsede skruetrækkere, som Peter Madsen under sejladsen havde med om bord, kunne forvolde den skade. Kim Walls hoved blev skåret af med en kniv.
Sexpræferencer
Tre af Peter Madsens elskerinder har fortalt om en mand, der kunne lide at eksperimentere i sengen, men også, at det altid forblev i den blide ende. Højst noget med bind for øjnene, som den ene udtrykte det. Ingen af dem havde nogensinde oplevet Peter Madsen som voldelig, og ingen af dem huskede at være bundet i forbindelse med sex. Sidstnævnte er relevant, fordi der på Kim Walls torso blev fundet mærker, der kan stamme fra, at hun var hængt op i ubåden.
Flere af elskerinderne var seksuelt grænsesøgende og havde mørke fantasier, som Peter Madsen ikke kunne følge med på. Det har han også selv fortalt.
En elskerinde nævnte en SMS-korrespondance fra sidste sommer, som kan belaste Peter Madsen. I den skrev han, at han ville hænge hende op og gennembore hende med en kniv. Hun opfattede det ikke som en trussel, men som humoristisk. Det var en tone, de brugte.
En veninde, som ikke var sexpartner med Peter Madsen, fortalte, at han på et tidspunkt havde sagt til hende: »Vi skal lave snuff« (halshugningsfilm, red.), men hun ved ikke, om han nogensinde gjorde mere ved ideen. De talte om døden i relation til kvinder to gange, men hun havde ikke indtryk af, at Peter Madsen tændte på det.
Peter Madsens adfærd
Peter Madsens kolleger, venner og elskerinder har tegnet et billede af en mand med et stort temperament, men samtlige har også forklaret, at han ikke er voldelig. De har beskrevet en mand med mange interesser og en stor passion for sit arbejde. Flere bed mærke i, at han var stresset i perioden frem mod 10. august, men de fleste undrede sig ikke synderligt.
Det er desuden kommet frem, at Peter Madsen i flere sammenhænge selv har betegnet sig som psykopat. Over for en veninde har han en enkelt gang tilføjet »kærlig« foran, men da han 10. august talte med et australsk TV-hold, var det udeladt. I et interview fortalte han, at »han måske er psykopat« - uden at uddybe det yderligere. Mentalundersøgelsen af Peter Madsen er ikke fremlagt i detaljer, men under første retsmøde kom anklageren ind på, at ubådskaptajnen ifølge mentalerklæringen har en stærkt afvigende personlighed med udprægede narcissistiske og psykopatiske træk.
Remedier i ubåden
Det er dokumenteret, at Peter Madsen medbragte en sav og tilspidsede skruetrækkere om bord i ubåden. Desuden blev der fundet en grøn vandslange, som anklageren har interesseret sig for, samt rørstykker og stropper, som var brugt til at tynge Kim Walls lemmer ned mod havbunden.
Flere af de syv personer, der jævnligt er kommet i Rumlaboratoriet, har set rørstykkerne i værkstedet, men ingen kan forklare, hvorfor de skulle være med om bord på ubåden. Spændstropperne har mange af dem set i ubåden, men aldrig placeret der, hvor de to af dem, anklageren interesserer sig for, er fundet. Anklageren mener, placeringen kan indikere, at Kim Wall var spændt fast om benene der. Peter Madsen har selv forklaret, de var placeret der til at holde en stige fast.
En spinkel, ung kvinde sidder i vidneskranken: De taler om død. De taler om angst og sex
Ingen husker nogensinde at have set vandslangen om bord på ubåden. Anklageren har flere gange interesseret sig for vandslangen, fordi han mener, at den – ligesom de andre remedier - er en indikation på, at Peter Madsen havde planlagt drabet og parteringen og medtaget remedier til at rydde op efter sig.
Ingen har set den orangefarvede fukssvans, som blev fundet sammen med ligdele fra Kim Wall, i ubåden. De fleste undrer sig over, hvad en sav til træ lavede dernede. Peter Madsen har forklaret, at den skulle bruges til at skære nogle hylder. En mangeårig ven af Peter Madsen, som jævnligt kom i rumlaboratoriet, bekræfter, at det var på tale, men siger, det havde været mere logisk at skære hylderne på land.
Vennen forklarer videre, at de 50 cm lange, tilspidsede skruetrækkere, som er fundet i ubåden, ville være gode at bruge til afmærkning på havbunden under dykning, som Peter Madsen har forklaret. Men det ville ikke være nødvendigt at spidse dem, mener han, og modsiger derved Peter Madsen.
Undertryk i ubåden
Peter Madsen har forklaret, at Kim Wall døde i en ulykke på »Nautilus«, da der opstod et undertryk i ubåden. Det fik ifølge hans forklaring lugen til at suge sig fast, mens Kim Wall var nede i ubåden, og han selv var oppe i tårnet.
Flere af de personer, der kendte til ubåden og havde deres gang omkring Rumlaboratoriet, har forklaret, at mange enkeltdele i det, Peter Madsen har forklaret, giver mening, men at sammenhængen ikke gør. Det er eksempelvis plausibelt – siger flere af dem - at lugen kan have sat sig fast, hvis der er opstået et undertryk i ubåden. »Men hvordan man så kommer ind efterfølgende, det kan jeg ikke se,« nævnte én eksempelvis.
Indvendigt sidder en ventil, som man kan åbne, hvis der opstår undertryk, og lugen ikke kan åbnes, fortæller flere. De mener ikke, at man, som Peter Madsen har forklaret, kan åbne den udefra.
Teknologisk Institut har ligeledes oplyst, at Peter Madsens forklaring om undertrykket muligvis kan være rigtig, men at det vil føre til voldsom varmeforøgelse inde i ubåden. Retsmedicineren har ikke fundet tegn på varmepåvirkning.
Stikkene i Kim Walls torso
Der var navnligt to oplysninger i den forklaring, som retsmedicineren, som har haft ansvaret for obduktionsrapporterne af Kim Walls lig, kom med, der belaster Peter Madsen.
Retsmedicineren fortalte, at to vævsprøver viser tegn på, at to af læsionerne på Kim Walls torso er pådraget, mens Kim Wall stadig var i live eller netop afgået ved døden. Det stemmer ikke overens med, at Peter Madsen har forklaret, at han først parterede liget op mod syv timer efter, at døden indtraf.
Hun har desuden forklaret, at otte af ti læsioner omkring Kim Walls kønsorgan er for overfladiske til, at de kan have punkteret kroppen. Peter Madsen har forklaret, at han stak, så gasserne fra »biologisk nedbrydeligt materiale« ikke ville få torsoen til at skylle i land.
Retsmedicinsk Institut har desuden undersøgt, hvorvidt der fandtes kulilte i Kim Walls lunger. Undersøgelsen blev først foretaget i oktober, efter at Peter Madsen havde ændret sin forklaring til, at den svenske journalist var død af forgiftning. På det tidspunkt var det ikke muligt at se kuliltespor i lungerne.
