Den danske verdenskendte civilingeniør Haldor Topsøe er gået bort, blot få dage før sin 100 års fødselsdag.
- På vegne af hele Topsøe-familien udtrykker jeg vores dybeste sorg ved tabet af vores elskede far, bedstefar og oldefar. Vi har mistet vores inspirerende og kærlige familieoverhoved – lige som videnskaben og forretningsverdenen har mistet en fremragende leder, og den bredere verden har mistet en stor mand, siger Henrik Topsøe, søn af Haldor Topsøe og næstformand i bestyrelsen for Haldor Topsøe A/S.
Indtil for få dage siden var Haldor Topsøe endnu så stærk, at han tog aktivt del i sin virksomheds store ekspansion på de globale markeder.
- Det er en erhvervsmand af en helt speciel kaliber, der er gået bort. Haldor Topsøe er ikke lige så kendt i offentligheden som Mærsk Mc-Kinney Møller, men han har haft meget stor betydning både i udlandet og herhjemme, siger Berlingskes Thomas Larsen, der på fredag udgiver en bog om Haldor Topsøe.
Haldor Topsøe var blot få uger inden sin 100 års fødselsdag så uheldig at falde og brække hoften, hvilket førte til en aflysning af et to-dages fødselsdagsarrangement. En fødselsdagsreceptionen, som var planlagt til i morgen, tirsdag d. 21. maj 2013, i virksomhedens hovedkvarter, er nu også aflyst grundet dødsfaldet.
Haldor Topsøe blev uddannet som kemiingeniør i 1936, og fire år senere grundlagde han virksomheden Haldor Topsøe A/S.
- Haldor Topsøe var et fyrtårn og en kæmpe inspiration for os alle – et ikon i erhvervslivet. Haldor har skabt en unik forretning, som han konstant og uden tøven drev frem til det sted, hvor vi er i dag. Jeg er glad for, at han nåede at opleve rekordresultaterne i 2012, siger Bjerne S. Clausen, CEO i Haldor Topsøe A/S, i en pressemeddelelse.
Familien har besluttet, at begravelsen er en privat begivenhed. I stedet for at sende blomster til begravelsen kan man betænke SOS Børnebyerne eller andre velgørende organisationer, der arbejder til fordel for gadebørn.