I denne tid diskuteres det lidenskabeligt, om vi har pisket en stemning op i Europa og er blevet alt for bange for terror. Trods alt er risikoen for at blive dræbt af en islamist i for eksempel Danmark formentlig ikke væsentligt større end at blive spist af en kvælerslange, som er undsluppet fra et terrarium i Nordvestkvarteret.

Jeg synes, at det er en interessant, men også yderst akademisk diskussion. Den tager slet ikke højde for den menneskelige natur.

De fleste ved da godt, at de har mere grund til at ængstes over slidgigt eller hæmorider, som rammer så mange i den vestlige verden. Det er yderst reelle trusler, der ligesom islamistisk terror rammer i flæng og er umulige at gardere sig imod; og dog kan man ikke bebrejde folk, at denne lavpraktiske form for daglig kropslig terror ikke indgyder dem større frygt. Der er ikke schwung over gigt og hæmorider; der gemmer sig ingen stor dramatisk skæbnefortælling i den slags profane fortrædeligheder.

Læs også: Gensyn med pandekagehuset i skoven

At insistere på et rationelt bekymringshierarki er decideret dumt, eftersom det, der konstituerer mennesket som menneske, netop er de historier, det fortæller om sig selv og sin omverden. I begyndelsen var ordet, hedder det, og det ord kan godt være hellig krig. Det kan ikke være hæmorider.

Dog må man forstå, at trusler ikke bare kan være for små, men sandelig også for store til, at nogen orker at beskæftige sig med dem. Et eksempel faldt jeg over på DRs hjemmeside for en måneds tid siden. Jeg var scrollet et godt stykke ned, da der pludselig stod: »Ny forskning: Jorden kan blive et ugæstfrit sted for mennesker«. Og her kunne man læse, at en gruppe højt anerkendte forskere fra det højt anerkendte videnskabelige tidsskrift Science efter grundige undersøgelser er nået frem til, at Jorden om få årtier kan ophøre med at være et sikkert sted for mennesker. Allerede nu har vi nemlig overskredet fire ud af ni planetariske grænser: Udryddelsesraten, skovrydning, mængden af kuldioxid i atmosfæren samt mængden af kvælstof og fosfor, der flyder ud i havet fra vores landbrug. Til slut i artiklen udtalte en forsker beroligende, at vi ikke behøver at frygte Jordens undergang. Den skal nok overleve. Det er alene menneskeheden, der er truet.

Læs også: Gensidig anerkendelse er vejen

Om aftenen tændte jeg for TV-Avisen for at høre, om de huskede at bringe nyheden om, at kloden om få årtier meget muligt vil være ubeboelig – eller i hvert fald et højst ubehageligt sted at opholde sig. Men det blev ikke nævnt. Muligvis fordi DR skammede sig over at have hentet nyheden fra dagbladet Information, der allerede dagen før dr.dk havde bragt historien. På side 10. Man kunne ellers godt argumentere for, at det er en kioskbasker, at førende videnskabsmænd nu dokumenterer, at Jorden, som vi kender den, går under. Det er trods alt i vores børns levetid.

Personligt kan jeg kun forklare det med, at nyheden på en eller anden måde blev for stor. For i en rationel verden med et velordnet hierarki af bekymringer ville en sådan nyhed da have vakt opsigt. Om ikke andet, så fordi den i nogen grad overflødiggør vore øvrige bekymringer: Hvis menneskeheden går under, er det slut med såvel islamistisk terror som hæmorider.