? Mine bedsteforældre har siden 1980 ejet en sommerbolig i udlandet, som familien har brugt flere gange om året. Emnet er omgærdet af et vist tabu, men grundlæggende er jeg ikke sikker på, at de danske skattemyndigheder er vidende om mine bedsteforældres ejendom.

Med andre ord mener jeg, at de »i god tro« har betalt ejendomsskatter lokalt i det pågældende land men ikke ejendomsskatter i Danmark, hvor de er skattepligtige. Burde de have betalt ejendomsværdiskat i Danmark?

Kan man som eventuel arving komme til at hæfte for mange (35!) års manglende skattebetaling? Og vil det i givet fald blive inddraget i forbindelse med arveafgift?

Såfremt jeg arver boligen, hvad er så fremgangsmåden i forhold til de danske myndigheder, når der er tale om en ejendom, som de ikke kender til?

Med venlig hilsen J.

! I Danmark gælder det såkaldte globalindkomstprincip. Det betyder, at man som fuldt skattepligtig i Danmark er skattepligtig af alle indkomster, uanset hvorfra de hidrører. Fuld skattepligt til Danmark foreligger bl.a. i de situationer, hvor man har bopæl i Danmark eller opholder sig i Danmark.

Globalindkomstprincippet gælder også for ejendomsværdiskatten, og derfor skal dine bedsteforældre betale ejendomsværdiskat i Danmark. Betalingen af ejendomsværdiskat i Danmark kan medføre, at der skal betales skat til to lande. Denne dobbeltbeskatning løses ved, at der opnås lempelse i den danske skat, således at der reelt højest skal betales en skat svarende til den højeste skattesats i enten Danmark eller det land, hvor sommerboligen er beliggende. Reglerne om lempelse for ejendomsværdiskat findes enten i dobbeltbeskatningsoverenskomsten eller i intern lovgivning. For Danmarks vedkommende er det ejendomsværdiskattelovens § 12. Efter ejendomsværdiskattelovens § 12 kan ejendomsværdiskat betalt i udlandet fratrækkes i den danske ejendomsværdiskat, dog højest med et beløb svarende til den danske ejendomsværdiskat.

Dine bedsteforældre kan altså fratrække ejendomsværdiskat (formueskat) betalt i det land, hvor sommerboligen er beliggende.

Arvinger kommer til at hæfte for den ejendomsværdiskat, som ikke er betalt. Hæftelsen rækker dog ikke mere end 10 år tilbage. Skat vil – når de bliver gjort opmærksomme på forholdet – beregne skatten for de sidste 10 år før dødsfaldet, og denne skat vil være et passiv i boet, som kan fratrækkes i aktiverne ved beregningen af boafgift.

Arvinger kan ikke straffes for afdødes skatteunddragelse. 


Den praktiske fremgangsmåde efter dine bedsteforældres død er, at du i deres skattemappe undersøger, om der er en anførsel af ejendomsværdiskat for sommerboligen i udlandet. Er dette ikke tilfældet, meddeler du Skat, at der mangler at blive fastsat en sådan. Selv om det er dig, der oplyser Skat om den manglende betaling af ejendomsværdiskat, er der fortsat ret til at fratrække ejendomsværdiskat betalt i det land, hvor sommerboligen er beliggende.

Med venlig hilsen Erik Øvlisen, advokat (H), www.forumadvokater.dk