Mandag den 3. november var det præcis 26 år siden, Blekingegadebanden begik røveri mod postkontoret i Købmagergade i København. Under røveriet blev den 22-årige politibetjent Jesper E. Hansen skuddræbt, og natten til mandag skrev ukendte gerningsmænd så følgende graffiti-hilsen på Post Tele Museums facade:

»26 år er gået. Jesper E. Hansen - du fik som fortjent, dit strissersvin«

Over for politiken.dk raser vagtchef ved Københavns Politi, Henrik Stormer, over grafittien:

»Jeg synes, det er noget forbandet svineri. Det siger mere om gerningsmanden end om så meget andet. Tænk hvis hans pårørende går forbi derinde i dag. Det er beskæmmende,« siger han.

Fem medlemmer af Blekingegadebanden blev i 1991 dømt for at have medvirket i røveriet mod postkontoret i Købmagergade, men ingen er nogensinde blevet dømt for drabet på Jesper E. Hansen.

Bt.dk forsøger at få en kommentar fra Politiforbundet og Post & Tele Museum.