Hackerkrigen på Korea-halvøen fortsætter
Der er dømt cyberkrig på den koreanske halvø. Senest er det beskedne nordkoreanske internet blevet lagt ned. Amerikanske embedsmænd afviser, at USA står bag.
Der er dømt cyberkrig på den koreanske halvø. Senest er det beskedne nordkoreanske internet blevet lagt ned. Amerikanske embedsmænd afviser, at USA står bag.
Nordkoreas minimale internetsystem er tirsdag oppe igen efter at have været lagt ned af enten en strømafbrydelse, en systemfejl eller som følge af et hackerangreb, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Nedbruddet er den seneste indikation på, at Den Koreanske Halvø i øjeblikket synes at danne ramme om en regulær cyberkrig mellem Nordkorea, Sydkorea og USA.
USA beskylder Nordkorea for at have hacket filmselskabet Sony Pictures som hævn for filmen »The Interview«, der viser, hvordan CIA snigmyrder den nordkoreanske leder, Kim Jong-un. Nordkorea nægter til gengæld at have hacket selskabet og truer USA, mens præsident Barack Obama har advaret Nordkorea om, at angrebet vil blive gengældt.
Mandag blev den statslige operatør af Sydkoreas atomkraftværker hacket. Myndighederne afviser, at der er risiko forbundet med angrebet, som den sydkoreanske sikkerhedstjeneste beskylder Nordkorea for at stå bag.
Om det er USA, der står bag den midlertidige lukning af Nordkoreas internetsystem, vides ikke, men hvis det er tilfældet, skønner eksperter, at det har været barnemad at gennemføre.
Under alle omstændigheder afviser amerikanske embedsmænd, der undersøger omstændighederne omkring hackingen af Sony Pictures, at USA har noget at gøre med, at det nordkoreanske net gik ned.
Internettet i det ekstremt lukkede land omfatter kun i omegnen af 1.000 adresser, hvilket placerer landet i den absolutte bund på verdensplan, når det gælder befolkningens netadgang. Sammenbruddet kunne dog noteres ved, at det statslige nyhedsbureau gik i sort, og det samme gjaldt den største avis, Rodong Sinmun.
Nettet i Nordkorea kan på ingen måde sammenlignes med det, vi kender i Vesten. Det er koblet op på servere i Kina og har kun forbindelse til den stærkt censurerede kinesiske udgave af internettet.
En lille kreds omkring Kim Jong-un har måske adgang til World Wide Web via satellitter.
Spekulationer om, at Kina har været involveret i nedlukningen af det nordkoreanske net, afvises af en talsmand for det kinesiske udenrigsministerium som »uansvarlige«.
Samtidig opfordrer talsmanden USA og Nordkorea til at tale sammen om sagen.