- Hvis det ikke lykkes, er det slut med forhandlingerne med alle de mulige konsekvenser, det har, inklusive 'worst case'-scenariet, hvor vi alle taber, sagde Donald Tusk sent tirsdag med henvisning til et græsk euro-exit.
Og det får obligationshandlerne til at tro, at der er lys forude. I hvert fald stiger renten på den tiårige danske statsobligation med udløb i 2025 onsdag morgen med 1 basispoint til 0,87 pct. i forhold til lukkekursen tirsdag klokken 17.
- Vi kan også se, at den tyske DAX-futures ligger til en stigning. Og at både aktiekurserne og renterne går op, kan ses som en modreaktion på de markante fald tirsdag, siger Werming K. Pedersen, makrostrateg i Sydbank, til Ritzau Finans.
Tirsdag blev der skrevet endnu et kapital i den efterhånden uendelige historie om Grækenlands pengeproblemer. Grækerne valgte at møde op til forhandlinger i Bruxelles uden nye forslag til reformer, hvilket indikerer så godt som ingen forhandlingsvilje. Men nu har de fået tommelskruerne på - igen.
- Der er håb om, at der kommer en løsning. Nu har EU sat en deadline på søndag - og alt andet lige vil der være nyt efterfølgende, siger Werming K. Pedersen.
Onsdag aften vil investorernes opmærksomhed for en stund rette sig mod USA, hvor referatet fra det seneste rentemøde i den amerikanske centralbank, Federal Reserve, Fed, bliver offentliggjort.
- Ved dette møde blev pengepolitikken fastholdt, og det, som investorerne vil holde meget øje med, er, hvor enige man var i Fed omkring denne beslutning. Var der eksempelvis nogle medlemmer, der ønskede en opstramning af pengepolitikken? Var det tilfældet, kan det - isoleret set - føre til mindre rentestigninger, skriver Sydbank i en kommentar til onsdagens renteudvikling.
/ritzau/FINANS