Lektier laver man da. Eller?

Nej, ikke nødvendigvis. Faktisk overhovedet ikke. Fire ud af ti gymnasieelever laver lektier af og til, sjældent eller aldrig, mens kun 15 procent altid laver deres lektier. Det viser en undersøgelse af undervisningen i gymnasiet, som Center for Undervisningsudvikling og Digitale Medier på Aarhus Universitet har gennemført, og som knap 1.500 elever har svaret på.

Og lærerne ved det godt.

Som Bente Olesen, der er pædagogisk leder og mangeårig lærer på Rødovre Gymnasium, udtrykker det:

»Når jeg går ind til en time – og sådan er vi mange, der har det – har jeg ingen forventning om, at de har lavet lektier. Simpelthen. De skriftlige afleveringer fylder alt for meget. Der er selvfølgelig nogle elever, der har lavet lektier, men der er også rigtig mange, der ikke har.«

De skriftlige afleveringer, som eleverne skal lave en vis mængde af, tages klart mere seriøst af eleverne. To ud af tre elever i undersøgelsen laver således altid deres afleveringer, forklarer professor Helle Mathiasen, der er leder af forskningsprojektet, som offentliggøres i sin helhed på tirsdag.

»Det, der undrer os, er, at det ikke er alle eleverne, der svarer, at de selvfølgelig laver alle deres afleveringer, for det er jo et af kravene til elever i gymnasiet,« siger Helle Mathiasen, der henviser til kravene i bekendtgørelsen.

I undersøgelsen har eleverne fået mulighed for at kommentere de manglende afleveringer. Her nævner de, at der er for mange afleveringer, mens andre påpeger manglen på sanktioner, hvis man ikke afleverer. Gymnasieelevernes afslappede holdning til lektier rejser flere krav om opstramning på skolerne.

»De tal er decideret chokerende. Jeg er dybt chokeret over, at man ikke håndhæver elevernes deltagelsespligt i undervisningen bedre. Vi tror, at vi gør de unge en tjeneste ved ikke at stille krav, men de bliver jo ligeglade,« siger Venstres uddannelsesordfører Peter Juel Jensen.

Han mener, at undersøgelsen understreger, at der er brug for en diskussion – en vækkelse – om værdien af uddannelse.

»Vi har behov for en uddannelsesvækkelse. Hvordan får vi vores unge mennesker til at blive gladere for det system, som deres forældre og bedsteforældre har bygget op til dem? Det er blevet for nemt. Men det er de her unge mennesker, som får skrækkeligt svært ved at finde fodfæste på et globaliseret arbejdsmarked. Danske unge er tvunget til at tage skeen i anden hånd,« siger Peter Juel Jensen.

Har gymnasierne givet op?

I Dansk Industri er underdirektør Charlotte Rønhof ligeledes bekymret over, at gymnasieeleverne ikke forberedes tilstrækkeligt på kravene på videregående uddannelser og arbejdspladserne.

»Jeg synes virkelig, at det er bekymrende, og det efterlader et billede af, at gymnasierne nærmest har givet op. Når så mange elever ikke har lavet lektier, og lærerne ikke forventer, at eleverne har lavet lektier, så er der noget galt. Unge mennesker er jo ikke dummere end alle andre, og de laver ikke lektier, hvis du ikke stiller krav om det. Det skal jo være ubehageligt at være i klassen, hvis man ikke har lavet lektier, men sådan er det tilsyneladende ikke. Man gør eleverne en bjørnetjeneste. Det har alle dage været sådan, at man som elev har den største respekt for den lærer, der kræver noget af én,« siger Charlotte Rønhof.

For der er forskel på lærerne. Nicklas Andersen, der går i 2.g. på Rødovre Gymnasium fandt for eksempel hurtigt ud af, at man ikke skal komme til engelsktimen, hvis man ikke har lavet lektier:

»Vores engelsklærer respekterer vi som person. Hvis man ikke har lavet lektier, vil man hellere blive væk end møde op. Sådan er det bare i hans timer. Det, synes jeg, er fint nok. Han har sat sig i respekt fra starten,« siger Nicklas Andersen.

Rødovre Gymnasium har forsøgt sig med at stille krav om, at eleverne møder op for at lave deres afleveringer i overværelse af en lærer. Men dette såkaldte »skrivefængsel«, som flere gymnasier har indført, blev hurtigt droppet igen, fortæller Bente Olesen.

»Det virkede ikke efter hensigten. Nogle elever sad bare og lavede ingenting og spildte tiden, fordi de ikke var motiverede. Samtidig pålagde vi os selv en masse administration med at kontrollere eleverne, og vi brugte mange lærertimer på det, selv om eleverne ikke brugte lærerne til at hjælpe med lektierne. Så det har vi droppet,« forklarer Bente Olesen.

Undervisningen skal variere

I dag er det syv ud af ti elever, der søger gymnasiet efter folkeskolen. Det brede elevklientel stiller store krav til lærerne om at variere undervisningen og lektielæsningen.

På Rødovre Gymnasium kommer lærerne på kursus i klasserumsledelse og eksperimenterer med vejledning på Facebook, ekstra skrivemoduler og omlagt elevtid, hvor eleverne får vejledning i skrive- og opgaveprocessen, ligesom alle elever får udleveret et hæfte med skolens forventninger til deres indsats. Under overskriften Hvad forventer vi af dig? er første punkt i hæftet således: At du har forberedt dig på dagens lektie.

Alligevel er det så langt fra en selvfølge, at alle lektier læses. Det kan der være mange grunde til, hvis man spørger eleverne. Marie Louise Wendel Oschlak fra 2.g. forklarer således, at hun gerne selv vil føle, at hun får noget ud af lektierne, hvis hun skal lave dem.

»Nogle lektier udvikler noget fedt i mit privatliv, så derfor interesserer jeg mig for dem. Så er der noget, som ikke påvirker mit privatliv, og derfor laver jeg det ikke. Jeg tror, at der er nogle fag, man brænder for, og så er der nogle fag, man bare prøver at overleve,« forklarer hun.

Men det er da heller ikke altid nødvendigt at lave lektierne, mener Phillip Dimsits Lerer, der er formand for gymnasieelevernes forening DGS.

»En gymnasiehverdag er fyldt med mange ting - først og fremmest med to-tre skriftlige afleveringer hver uge. Hvis man skal kunne koncentrere sig om at lave dem, samtidig med at man går i skole mellem 8.15 og 15.30 hver dag og måske også har et fritidsjob, så kan jeg godt forstå, at den glipper en gang imellem. Hvis man kender til de ting, man har lektier for i, så er der ikke altid grund til at læse lektier,« siger han.

Kvalitet og kvantitet

Phillip Dimsits Lerer mener, at man i stedet burde diskutere, om mængden af obligatoriske opgaver er den rigtige.

»Vi har brug for en debat om kvalitet over for kvantitet. Er tre-fire afleveringer på en uge vigtigere end en-to gode afleveringer, som man kommer i dybden med? Med alle de afleveringer, der er nu, signalerer man til eleverne, at det er vigtigere, at vi laver afleveringerne, end at de bliver gode,« siger han.

Det har ikke været muligt at interviewe undervisningsminister Christine Antorini (S) om elevernes lektielæsning, men Undervisningsministeriet har mailet følgende citat fra hende:

»Det er alarmerende, at så mange ikke laver deres lektier. Noget kan tyde på, at der er elever, der ikke får udfordringer nok, hvis de kan gennemføre gymnasiet uden systematisk lektielæsning. Det er vigtigt, at skolerne tilrettelægger lektielæsningen, så de fagligt svage får den nødvendige støtte, og så både stærke og svage elever bliver konstant udfordret.«

Om afleveringerne siger ministeren, at der er et klart krav til eleverne, at de skal lave alle afleveringer, og at hun vil opfordre skolerne til at tage det meget alvorligt.

Marie Louise Wendel Oschlak har valgt en studieretning, hvor der ikke er så mange skriftlige afleveringer:

»Jeg har med vilje valgt fag, som ikke har ret meget skriftligt arbejde, fordi jeg vidste, at det ville blive et hårdt år, og så er der ikke grund til at ligge og rode med for mange skriftlige afleveringer. Så jeg har faktisk næsten ikke nogen, mens de, der har matematik og tysk, har et kæmpe lektiearbejde,« siger hun.