New York. Frygten for en atomkrig er ikke abstrakt, og verden må ikke "gå som søvngængere ind i en krig" med Nordkorea.

Det siger FN's generalsekretær, António Guterres, i sin åbningstale ved FN's årlige generalforsamling i New York tirsdag.

Krisen på den koreanske halvø, der er forværret, efter at Nordkorea har foretaget en række missiltest, forårsager frygt blandt millioner af mennesker verden over.

»Brugen af atomvåben bør være utænkelig,« siger Guterres.

»Når spændingerne stiger, gør risikoen for fejlberegninger det også. Ophidset tale kan føre til fatale misforståelser,« advarer han.

Nordkorea har tidligere truet med at sende missiler mod den amerikanske stillehavsø Guam som led i den eskalerende ordkrig med USA.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, har i forbindelse med de nordkoreanske missiltest langet kraftigt ud efter Kim Jong-uns styre og truet Nordkorea med "bål og brand".

»Løsningen skal være politisk. Tiden er inde til at udvise statsmandskab,« siger Guterres om den optrappede konflikt med Nordkorea.

/ritzau/dpa