MILANO

EXPO og Modemuseum:

At få en verdensudstilling til byen bringer altid noget ekstra med sig. Også EXPO 2015, som er åbnet med med temaet »Feeding the Planet, Energy for Life« og fokus på fødevareproduktion, fødevaresikkerhed og gastronomi.

Samtidig er der nemlig åbnet et nyt modemuseum i byen. Det er om Giorgio Armani og indrettet i en bygning i det gamle Nestlé-fabrikskompleks, hvor Teatro Armani allerede har adresse. Her er en fast udstilling om Armani-mode gennem 40 år plus skiftende udstillinger.

LONDON

Musicals:

Vi elsker dem, de stort opsatte musicals, og de er på plakaten år efter år. VisitLondon har på baggrund af sit online-billetsalg lavet en her-og-nu-top-ti-liste over de mest populære. Nummer et er »The Lion King«, som spilles på Lyceum Theatre.

På andenpladsen er »The Phantom of the Opera« på Her Majesty’s Theatre. Og »Wicked«, som spilles på Apollo Victoria, er nummer tre.

Herefter følger: »Mamma Mia« på Novello Theatre, »Thriller – Live«, som er en hyldest til Michael Jacksons og Jackson 5’s musik, på Lyric Theatre, »Billy Elliot« på Victoria Palace Theatre, »Les Misérables« på Queen’s Theatre, »The Book of Mormon«, der er en komediemusical om et par teenage-mormoner, som er sendt ud for at omvende en landsby i en farlig del af Uganda, på Prince of Wales Theatre og endelig »Charlie and the Chocolate Factory« på Theatre Royal Drury Lane.

AMSTERDAM

Beach Volleyball:

Ti dage med sand, sved og bold, når verdensmesterskaberne i beach volleyball for både herrer og damer afvikles på baner i Haag, Rotterdam, Apeldoorn og Amsterdam.

I sidstnævnte skal kampene spilles i en midlertidig indrettet arena på Dam-pladsen, hvor der er plads til 2.000 tilskuere.

BERLIN

Isbarer:

Den tyske hovedstad er klar til sommer. Der er kørt frisk sand til strandbarerne langs Spree-floden og friske forsyninger til byens mere end 500 isbarer. VisitBerlins har været på is-testspisning og har listet byens bedste isbarer. Her er fire af dem:

Coco Beach, som ligger på Lichtenrader Damm 44 i Neukölln for sin hjemmelavede is i et utal af smagsvarianter.

Roma – Gelateria Italiana I Schöneberg på Belziger Straße 61 er specialiseret i cremeblød is med uventet smag, f.eks. honning og safran.

Hauptsache Eis og Biomeile på Stargarderstraße nummer 73 og 63 i Prenzlauer Berg. Er der kø i den ene isbar, så gå til den anden. Begge har fantastisk is.

OSLO

Fjord Fest:

Det er en ny festival, som afvikles i Sukkerbiten i Bjørvika. Den hvide bygning, sukkerbiten/sukkerknalden, er nabo til Operaen. Hovednavne er countrydronningen Emmylou Harris og Rodney Crowell, samt soulkongen D’Angelo and the Vanguard.

De spiller henholdsvis onsdag og torsdag, hvor der er entré. Fredag og lørdag er der gratis adgang, og der er plads til 5.500 tilskuere pr. dag.

HAMBURG

Lørdagsmarked:

Neighbourhood Markets kalder de det i Melbourne og New York – weekendmarkeder, hvor lokale producenter af alverdens delikatesser sælger deres varer. I Hamburg hedder det Marktzeit.

I vinterhalvåret september-april har der været marked under glastag i Altona Fabrik, nu er markedet rykket udendørs på forpladsen ved Rindermarkthalle i St. Pauli. Her er stemning og musik og både Altländer-frugt og økologisk brød bagt i brændeovn, lækkerier, smart design og håndværk i boder og stande.