Med over 35 år på bagen må Copenhagen Jazz Festival siges at være en af kongerigets mest markante og folkekære musikbegivenheder. Over 250.000 musikglade gæster plejer at lægge vejen forbi én eller flere af de utallige koncerter, som både foregår på spillesteder og ude i byrummet.

Du kan få det fulde overblik over årets program via dette link.

Blues, avantgarde, bebop, funk, latin, fusion, swing, traditional eller moderne jazz? Der er noget for en hver smag på den storstilede musikfestival.

Der er både gratis koncerter og betalte koncerter, koncerter for store og små, koncerter for de mange og for de få. Nedenfor kan du se en oversigt over årets særlige temaer, som med garanti kan friste med en uventet og sjælevarmende jazzoplevelse i julisolen.

Jazz by the Sea: Masser af koncerter under åben himmel på Islands Brygge. Forvent både danske og internationale vokalister og grupper.

Jazz for Kids: Der er dømt masser af børnejazz over alt i byen, men i Søndermarken er der særligt fokus på sanselig og legende musik for poderne.

Urban World Nights: Nørrebro-spillestedet Global står bag årets nye tema, som har fokus på verdensjazz fra Nigeria, Thailand og Colombia.

Jazz Remixed: Der er fri entré til Jazz Remixed, hvor nysgerrige vinyl-DJ's liveremixer store jazzikoner. Det finder sted på en brandstation og ved Koncerthuset.

21st Century Jazz: Hvor er jazzen på vej hen? I Skuespilhusets foyer kan du komme til gratis koncerter med fokus på moderne jazz og improvisation.

Concert Hall Events: Oplev nogle af festivalens absolutte hovednavne i DR's Koncerthus, som byder på storslået arkitektur og ditto akustik.

Jazzfestival på Frederiksberg: Der er næsten tale om en festival i festivalen, når Frederiksberg disker op med 150 koncerter i parker, på et bibliotek og en brandstation.

Hvad: Copenhagen Jazz Festival
Hvor: Hele København + Frederiksberg
Hvornår: Den 3.-12. juli
Hvordan: Programoversigt og billetter her.