Familie med et eller to børn under 3 år
Vil gerne have sol og varme, mulighed for at slappe af, og så skal stedet være børnevenligt. Familien vil gerne være af sted i en uge.
Den oplagte: Charterferie på Kreta
Hvert år tager tusinder af danskere af sted til Kreta. Og det er med god grund. Her er dejlige strande og masser af sol, men Kreta har også en charmerende middelhavsstemning. Finder man et lille lejlighedshotel, kan man undgå det værste charter-virak og få en stille og rolig ferie, hvor man selv kan lave morgenmad og frokost til de små.
Den alternative: Husbåd i Amsterdam
Storbyferie behøver ikke være et lukket land, når man har små børn. Med husbåd i Amsterdam er man ikke sat bag lås og slå på et hotelværelse på 6. sal, når de små skal sove til middag eller ved sengetid kl. 19.30. Man kan gå ud på dækket og nyde det gode vejr og opleve livet på vandet og på kajen i kanalhøjde.
Den billige: Feriecenter i Nordtyskland
Man kan sagtens forlade landets grænser og stadig holde en billig sommerferie. Kør til Tropical Island Resort cirka 300 kilometer fra Rostock. Det er et kæmpe indendørs tropisk resort og vandland, hvor temperaturen – uanset vejrguderne – ikke kommer under 26 grader. Man kan bo i resortets egne lejligheder lidt væk fra det hele.
Det modne par
De er begge interesseret i kultur, er temmelig berejste og har ikke noget imod at rejse langt væk på ferie. De holder af en vis komfort på ferien. Parret foretrækker at være væk hjemmefra i cirka to uger.
Den oplagte: New York med museer og kunstudstillinger
Den amerikanske metropol er et overflødighedshorn af oplevelser. Alene det at være i byen, som man kender fra så mange film, tv-serier og bøger, er spændende, men her er også et væld af kulturtilbud – fra berømte museer som Guggenheim og MoMa til teater- og musicalforestillinger på Broadway og opera på The Metropolitan. Eller de gratis Shakespeare-forestillinger i Central Park.
Den alternative: Rundrejse i Kina
Kina er et land med en 2.000 år lang og unik historie og kultur, som blandt andet kommer til udtryk i hovedstadens Beijings monumenter som Sommerpaladset, Den Himmelske Fred Plads og Den Forbudte By. På en rundrejse vil man også få mulighed for at gå på Den Kinesiske Mur, ligesom flere rundrejser inkluderer et flodkrydstogt på Yangtze, hvor man sejler igennem nogle af Kinas smukke landskaber og kan følge livet tæt ved floden.
Den billige: Prag
Østeuropa er stadig forholdsvis billigt at holde ferie i, og blandt andet Prag har meget at byde på for den kulturinteresserede. Fra Prazky Hrad, borgen fra det 9. århundrede, over Karlsbroen til Staromestka Namesti, den berømte plads midt i byen. Og endelig er der statsoperaen, som i sommeren 2012 blandt andet opfører Tosca og Carmen til billetpriser fra 100 kroner.
Familie med to børn i alderen 4-10 år
Forældrene går op i gastronomi, men prioriterer en ferie, hvor der også er noget for børnene. Rejselængden er cirka to uger.
Den oplagte: Eget hus på Mallorca
Det spanske køkken er kendt for sine mange delikatesser, og på Mallorca er der masser af muligheder for at prøve det af. Især hvis man lejer et hus på øen – væk fra det værste chartermylder og til gengæld med en pool til ungerne – og selv handler på lokale markeder og efterfølgende tilbereder for eksempel tapas eller noget af det gode fra havet omkring Mallorca. Der dyrkes også ganske udmærket vin på Mallorca.
Den alternative: Luksus-campingplads Italien
Campingferie ved Gardasøen lugter muligvis lidt af småborgerlighed, men campingformen er de senere år blevet opgraderet så meget, at også eliten i dag holder ferie ved f.eks. Gardasøen, hvor man på adskillige af pladserne kan bo i deluxe-hytter eller ditto mobilhomes, hvis man ikke er typen med egen vogn. Det italienske køkken har man lige udenfor døren, vinen ligeså. Og så vil børnene garanteret elske at lege med de andre unger af alle nationaliteter.
Den billige: Skallerup Klit
Feriecentret i det vestlige Jylland er med sit vandland, legeland og beliggenhed ved den brede vesterhavsstrand en drømmedestination for børn. Men feriecentret er heller ikke et dårligt bud for den kvalitetsbevidste voksne – lejlighederne er moderne og pæne, centret har en stor wellness-afdeling, og så ligger det så tæt ved Skagen, at en dagsudflugt til Danmarks mondæne spids er oplagt.
Parret med to teenagebørn
Alle fire kan godt lide aktive ferier, men det gør ikke noget, hvis der også er mulighed for lidt shopping. Familien vil gerne være væk i mindst en, gerne op til tre uger.
Den oplagte: Roadtrip i det sydvestlige USA
Mange har allerede gjort det, mange drømmer stadig om det – den store klassiske rundtur i (eventuelt åben) bil i det sydvestlige USA med nationalparker og ikoniske storbyer som højdepunkterne. Der skal tilbagelægges mange kilometer på asfalt, men for den aktive familie vil der også være masser af muligheder for at komme ud af bilen og vandre i blandt andet Grand Canyon. Og så er USA som de fleste bekendt det ultimative shopping-paradis.
Den alternative: Cykelferie Cuba
Cuba er især kendt for sin kommunistiske historie og sine cigarer, men det caribiske land er også begavet med en smuk natur, som man oplever mangefold på en cykel fremfor fra liggestolen på et af de mange resorts ved strandene.
Overnatningen foregår oftest på »casa particulares«, som er den cubanske version af bed&breakfast, hvor man kan komme tæt på den cubanske hverdag. Til gengæld må man se langt efter de helt store shoppingmuligheder, medmindre man går efter cigarer og rom.
Den billige: Kanoferie i Sverige
At padle afsted i en kano på de smukke svenske søer med solen bagende i nakken lyder måske ikke supersexet, men er faktisk rigtigt sjovt. Mad lavet på grill eller bål smager ekstra godt, når man har bevæget sig hele dagen, og når det bliver mørkt, er det hyggeligt at sidde omkring bålet. Overnatningen kan foregå i telt eller i hytter, afhængig af komfort-behovet og eventyrlysten.
På vej tilbage til Danmark er der mulighed for at gøre et shopping-kup eller to i Malmø.
Parret i 30erne uden børn
Begge er til oplevelser lidt udenfor den slagne vej og gerne en kombination af aktiv ferie, afslapning og storby. Ferieperioden er tre, måske fire uger.
Den oplagte: Motorhome i Canada
Har man allerede prøvet den rullende rundrejse i USA, er næste oplagte destination Canada, som ligesom USA er som bygget til roadtrips med store veje og masser af overnatningsmuligheder, der ligger så langt fra hinanden, at en bil er nødvendigt. Det vestlige Canada har både store naturoplevelser i blandt andet Rocky Mountains og mulighed for at holde et par dages badeferie på Vancouver Island eller storbyferie i Vancouver.
Den alternative: Rundrejse Peru
Sydamerikanske Peru er stadig forholdsvis nyt rejseland for de fleste danskere, og altså ikke et sted, man kommer til at svømme i andre danske turister. I stedet får man indianerkultur, ældgammel historie, og smuk natur, blandt andet på den aktive facon, hvis man vælger at trekke til legendariske Machu Picchu.
Den billige: Lavprisfly til Island
Er man heldig at finde et par flybilletter til billig penge, kan en tur til Island sagtens gøres budgetvenligt og stadig indeholde store oplevelser. Island er lig med et fabelagtigt køkken, et interessant natteliv og musikscene, og så naturligvis stor natur – som det er gratis at vandre i.
Singlen, der rejser alene med sit barn i alderen 8-10 år
Kravet er, at der skal være noget for barnet, men også helst en mulighed for forælderen for at være sammen med andre voksne. Rejselængden er en uge.
Den oplagte: Disneyland, Frankrig
At tage barnet med til Disneyfigurernes verden er med næsten stensikker garanti en ferie-succes, selv hvis barnet ikke er pjattet med Mickey og co., for Disneyland er spækket med forlystelser og aktiviteter i alt fra rutsjebane-genren til det, der handler om vand.
Muligheden for at møde andre voksne er til gengæld ikke overvældende, men der er så meget fart på dagene, at man ikke nødvendigvis savner det og hellere vil i seng samtidig med afkommet.
Den alternative: Singlerejse med børn i Alperne
Udgangspunktet er et hotel i de franske Alper, hvor man i en uge bor sammen med andre børn og voksne, er fælles om madlavning og opvask, har mulighed for at vandre, cykle, ride, prøve adventurebanen eller tage i vandland, og hvor formålet er, at alle har det hyggeligt med hinanden.
Flere danske rejsebureauer arrangerer disse eller lignende ture.
Den billige: Single-camping
Et af de steder, børn kan lege med andre børn, og voksne kan møde andre voksne – som ikke er en del af et fasttømret par – er blandt andet på flere danske campingpladser, nærmere bestemt under begrebet singlecamping.
Som ikke er en dating-metode, men en campingferie, som finder sted hver uge i fra slut juni til midt august (skolernes sommerferie), og hvor man er sikker på, at de andre gæster på »campingtræffet« er i samme båd. De deltagende campingpladser er fordelt over hele landet.
Tre generationer rejser sammen
Der skal helst være en fast base på feriestedet, men ellers er der ingen krav. Ferieperioden er en uges tid, eventuelt ti dage.
Den oplagte: Leje et hus i Kroatien
Start i god tid og kig efter lavprisflyselskabernes destinationer. Norwegian flyver billigt til kroatiske Split, og netop Kroatien er god for storfamilien, for mange kroatiske familier lejer flere etager af deres huse ud om sommeren. Tag bussen de syv kilometer til Middelalderbyen Trogir og man har alle muligheder for en god ferie ved den kroatiske riviera.
Den alternative: Krydstogt Middelhavet
Der findes et utal af krydstogter i Middelhavet – prioritér et, der sejler ud fra en havneby, det er nemt (og eventuelt billigt) at flyve til, så den del af turen går nemt med så mange i gruppen. Stort set alle skibene sejler om natten og er i havn om dagen – hvor man alt efter temperament og humør kan gå på opdagelse i land eller slappe af om bord.
Den billige: Sommerhus i Danmark
Lej et stort sommerhus i nærheden af havet – ingen steder i Danmark er der længere end 52 kilometer til stranden. F.eks. på Fanø ved den brede strand. Der er masser af vilde kaniner i klitterne og en fin golfbane lige ved hånden.
To vennepar, der rejser sammen
Det ene par interesserer sig for at spille golf, det andet kan godt lide storbyferie. De er dog alle fire ret fleksible og vant til at rejse sammen. Længden af turen er som regel en uges tid.
Den oplagte: Golf og vin i Sydfrankrig
Flyv til Nice og lej to biler, så begge par har deres frihed. Sammen lejer i et hus med pool, så I har et fælles samlingssted. Mens den ene familie besøger vingårde og byerne Nice og Marseille, tumler golf-nørderne rundt på de fremragende baner lidt inde i landet. Om aftenen laver de mad sammen og deler dagens oplevelser.
Den alternative: Dubai
Dubai er skægt at opleve sammen, venneparrene kan suse til tops i verdens højeste bygning Burj Khalifa og besøge det berømte hotel Burj al Arab, der rejser sig ude i havet. De kan shoppe sammen eller tage på ørkenræs i firhjulstrækkere. En enkelt dag splitter de op, hvor det ene par tager til stranden, mens det andet spiller en runde golf på Thomas Bjørns hjemmebane i Dubai, Dubai Creek Yacht & Golf Club.
Den billige: Portugal med lavprisfly
Lavprisselskabet EasyJet begynder til foråret at flyve mellem København og Lissabon, og Portugals hovedstad er oplagt at besøge for de to vennepar. Det ene par kan gå på opdagelse i byens gamle bydel og køre rundt i sporvogn i de smalle gader. Til golf-nørderne ligger der stribevis af golfbaner i kort køreafstand fra byen, de fleste af meget høj kvalitet.
Guide: Det skal du se i 2012