Skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) åbner i et svar til Folketingets Skatteudvalg op for, at der kan indføres grønne nummerplader til elbiler herhjemme.

- Det er muligt at indføre grønne nummerplader for elbiler, lyder skatteministerens svar.

Ifølge epn.dk er spørgsmålet fra Skatteudvalget stillet for at få opklaret, om det rent juridisk vil være muligt at indføre grønne nummerplader til elbiler, ligesom de mere almindelige benzin- og dieseldrevne biler har hvide nummerplader.

Det vil imidlertid ikke være en særlig god idé at indføre de grønne nummerplader til elbiler, skriver Thor Möger Pedersen videre i sit svar til udvalget. Han henviser til, at der allerede findes omkring 50 forskellige typer nummerplader i Danmark, og endnu en vil givetvis føre yderligere administrative omkostninger, ligesom det heller ikke vil komme ejere af elbiler til gavn.

- Der ses umiddelbart ikke at være væsentlige skattemæssige eller færdselssikkerhedsmæssige grunde for at indføre særlige nummerplader for elbiler, skriver skatteministeren.

Svaret til Folketingets Skatteudvalg kommer, efter at regeringen som et led i skattereformen har besluttet at fritage elbiler for registreringsafgift frem til og med 2015. Det skriver epn.dk.