Markante udtalelser på den anden side af Atlanten efter det overståede valg rejser spørgsmålet om snakken om et selvstændigt Grønland er realistisk?

Den slags ligner en gang »valgspæk«, for efter valgene sker der ikke meget med den uafhængige økonomi.

Grønland er økonomisk afhængig af Danmark, ligesom der gennem årene er skabt en organisatorisk afhængighed. Alt er organiseret efter danske sædvaner – den ofte omtalte »grønlandisering« er som en ugles slip af en vind i en hornlygte.

For snart 34 år siden sad jeg på Sømandshjemmet i Sisimiut med et hvidt papir foran mig. Jeg var som nybagt kandidatstipendiat på Aalborg Universitets grønlandsprojekt bragt i en forunderlig stemning.

Mit interview med en af byens personligheder, leder af andelsselskabet Sipineq, Angmalortoq Olsen, havde rejst problemet »økonomisk afhængighed«. Hvad skulle der til for, at Grønland kunne blive en uafhængig mikrostat?

En økonom kan altid trække en ret linje fra en ubekræftet antagelse – Grønland kan blive selvstændigt – til en ubekræftet konklusion – det kan lade sig gøre.

Så altså trak jeg denne rette linje og fandt ud af, at desto kortere en periode (desto stejlere hældning på grafen) en gradvis afvikling af statens bloktilskud spænder over, desto mere værditilvækst skal der hvert år skabes i den grønlandske samfundsøkonomi.

Det svimlede for mig, da det gik op for mig, at selv en længere afviklingsperiode på ca. 40 år vil kræve en meget stor værditilvækst, der skal kunne beskattes.

Cirklens kvadratur

Det var, som om jeg var i færd med at forsøge at løse gåden om cirklens kvadratur. Værditilvækst skabes i enhver virksomhed, når man har trukket råstoffer og materialers værdi fra den samlede værdi af en vare eller tjenesteydelse.

Eller sagt på en anden måde er det for ethvert led i økonomien den værditilvækst, der fordeles på løn, profit og renteindtægter. Når det hele adderes for samtlige sektorer i økonomien, får man det nok så kendte bruttonationalprodukt.

Lad os f.eks. sige, at der hvert år skal skabes en værditilvækst på mellem 100 og 150 mio. kr. oven i den, der allerede er blevet skabt og fortsat skal skabes. Hvis kravet lyder på 150 mio. mere, skal der så skabes en værditilvækst på 150 mio. kr. i år 1, næste år fordobles den til 300 mio. kr., tredje år tredobles den til 450 mio. kr. og så videre frem.

Den daværende direktør i Hjemmestyret, Flemming Boløe, sagde allerede dengang, at der sikkert skulle gå en 30–40 år, før Grønland kunne erstatte Statens bloktilskud med sin egen beskattede værditilvækst.

Siden har det ikke skortet på det ene fatamorgana efter det næste. De fire erhvervssøjler, fiskeri, råstoffer, turisme og landbaserede erhverv inden for service og handel, skal engang om mange år – ja, hvor mange egentlig – få det hele skudt i gang. Der skal »kun« tre-fire oliefelter til. Eller, vi skal have åbnet 50 miner inden for udvindingsindustrien.

Indtægterne er brugt, inden de overhovedet har set dagens lys. Alt dette kræver regulering og beskatning af multinationale selskaber af en administration, der slet ikke er gearet til at løse den store opgave.

Minedrift har hidtil ikke givet det grønlandske samfund de indtægter, man drømmer om.

En dansk TV-journalist fortæller os glædestålende under valgkampen, at turisme er fremtiden, og det selv om en turist i Grønland er så sjælden en foreteelse, at hun burde udstoppes.

Det kan konstateres, at vi i årevis har talt om denne økonomiske uafhængighed i forhold til den danske stat eller de multinationale selskaber. Og intet er blevet gjort for at afvikle statens udgifter vedrørende Grønland.

Økonomisk forbandelse

Bloktilskuddet er gået hen og blevet en forbandelse for grønlandske politikere. Man skændes bravt om en afvikling. Hvis der overhovedet er realisme i dette politiske bråvallaslag, skal der skabes betydelige overskud i den grønlandske landskasse gennem et øget skattetryk. Alternativt skal der skabes økonomisk vækst uden et øget privat og offentligt forbrug.

Det ubehagelige, som ingen tør tale højt om er, at selvstændighedseventyret måske kan lade sig gøre, hvis man accepterer forringede levevilkår. Da Henrik Skydsbjerg offentliggjorde en opinionsundersøgelse, viste den, at den grønlandske befolkning ønsker selvstændighed, uden at gå ind for en sænket levestandard.

Den tidligere Verdensbankøkonom, David Ellerman, som jeg inviterede til en konference i Ilulissat om kooperative og medarbej-derejede virksomheder i Arktiske regioner, har i forbindelse med »hjælp til selvhjælp«-princippet forklaret udviklingshjælpens problematik med en række fejl og undladelser.

På den ene side er der det, man ikke skal gøre (»don’ts«), og på den anden er der det, man skal gøre (do’s).

Man må sige, at Danmark har forsyndet sig mod alle Ellermans advarsler. Det første, man i alt fald som donorland ikke skal gøre, er at praktisere social ingeniørvirksomhed.

Det har ikke skortet på danske akademikeres velvilje mht., hvad der skulle være den rigtige model for Grønland. Lige fra 1950ernes og dagens nyliberale udviklingsforestillinger baseret på drømmen om en liberaliseret og privatiseret markedsøkonomi – og til 1960ernes planøkonomiske eventyr.

Bistand og afhængighed

Fra Hauser Plads forestod man en omfattende investeringsplanlægning, der lykkedes, hvis man er til planøkonomi. Senere var en gruppe af kapitallogiske entusiaster fra Roskilde Universitetscenter knap så heldige.

I 1988 kastede RUCerne det grønlandske samfund ud i en gældskrise af historiske proportioner. Indimellem var den sociale ingeniørkunst garneret med forestillinger om en »tredje vej« med andelsselskaber.

Og hver gang måtte en undrende lokalbefolkning lægge skuldre til disse omklamringer, uden at man for alvor tog hensyn til lokale synspunkter.

Den næste forsyndelse ligger gemt i selve den statslige »udviklingshjælp« til Grønland. Gavmild udviklingsbistand har det med at skabe en permanent afhængighed. Den gavmilde hjælp bliver hurtigt taget for givet. Den er blevet en permanent foreteelse.

Netop Marshallhjælpen til Europa er et eksempel på, at man gjorde det rigtige. Den var tidsbegrænset og ophørte efter nogle år – den kørte efter det nok så kendte »kickstart-princip« baseret på respekt for den tyske befolknings arbejdsetik og entreprenørskab.

Men at »kickstarte« en økonomi kræver, at man respekterer den lokale befolknings autonomi, dens virkelyst og dens entreprenante egenskaber. Hvis dette kvæles ved hvert år at give en »kærlig og velment pose penge«, udløser man netop ikke den kooperative selvhjælp eller det entreprenørskab, der slumrende kunne udfoldes hos lokalbefolkningen.

Hvis vi fra dansk side i stedet for social ingeniørvirksomhed havde startet der, hvor befolkningen var og havde fremmet den personlige selvudvikling.

Hvis vi havde kunnet se verden gennem lokalbefolkningens øjne, og hvis vi havde respekteret befolkningens ret til selvbestemmelse i stedet for paternalisme og kolonialisme, ville den grønlandske virkelighed have set meget anderledes ud, end den gør i dag.

En fond som løsning

Der er farbare veje frem mod økonomisk uafhængighed og selvstændighed, hvis der etableres en fond med den norske oliefond eller Alaskas permanente fond som forbillede.

Fonden kunne bæres af både grønlandske bidrag tilbageholdt i lønninger og andre indkomster samt med danske statslige bidrag, der alene bindes til fonden. Når der er opsparet kapital nok, kan man gennem investeringer sydpå i f.eks. Danmark skabe renteindtægter, der afvikler bloktilskuddet.

Den danske stat har et medansvar for status quo, så det er ikke for meget forlangt, at man bidrager til en sådan fond ved siden af tilskuddene – men kun indtil den dag, hvor fondens indtægter har udlignet tilskuddet!

Når bloktilskuddet er gået i nul, skal der forhandles på ny, og så kan Grønland uigenkaldeligt kappe båndene til Danmark. Man kan også gøre dette før.

Formanden for det grønlandske LO, Jess G. Berthelsen, har udtalt, at han er parat til dette, hvis prisen for at opnå selvstændighed er at gå fra »træk og slip« til et arktisk tørkloset.