Den globale mine- og olieindustri står på spring for at komme i gang med at udvinde råstoffer i Grønland. Det geografisk store arktiske udviklingsland med blot 57.000 borgere har sat alle sejl til for at springe ud som råstofnation og udnytte det potentiale, som landet fik foræret med Danmarks overdragelse af undergrunden til Grønland i 2009. Men som råstofnation lurer også en overhængende fare for korruption. Minedrift og olieudvinding er blandt de mest korrupte sektorer i verden. Og internationale erfaringer viser, at det hører til undtagelsen, at råstofindtægter fører til samfundsmæssige gevinster. Snarere tværtimod bliver naturressourcerne ofte en forbandelse og kilde til korruption og konf likter mellem befolkningsgrupper. Og i Grønland er korruptionsfaren helt reel. Det viser en nylig undersøgelse, hvor eksperter har kigget på, hvor robust den grønlandske offentlige sektor og dermed også embedsmænd er til at modstå mulig korruption. Konklusionen er, at den ikke er robust nok. »Den grønlandske offentlige sektor er sårbar over for uregelmæssigheder og i sidste ende korruption. Den offentlige sektor står over for store udfordringer med mangel på finansielle og menneskelige ressourcer«. Sådan hedder det blandt andet i undersø- gelsen, som er gennemført på vegne af Transparency Grønland, en nyetableret grønlandsk afdeling af den internationale anti-korruptionsorganisation Transparency International.
Kontrollerer sig selv
Undersøgelsen løfter især en advarende pegefinger i forhold til råstofområdet eller helt præcist Råstofdirektoratet i Nuuk. Det er den centrale myndighed i den ambitiøse plan, som fremtrædende politikere med regeringschef Kuupik Kleist i spidsen har, om at gøre mineralerne og olien til hovedindtægtskilder i fremtiden. I undersøgelsen bliver der rettet en sønderlemmende kritik af Råstofdirektoratet, som beskrives som magtfuldt, unødigt lukket, topstyret og med alt for mange hatte. Og hverken det grønlandske landsstyre eller offentligheden kan få indsigt i de individuelle aftaler, som direktoratet indgår med efterforsknings- og udvindingsselskaberne.
»Råstofdirektoratet er den samme myndighed, der markedsfører Grønlands råstoffer over for private samarbejdspartnere, behandler deres ansøgninger, vurderer de miljø- og samfundsmæssige konsekvenser og behandler eventuelle klager,« hedder det i undersøgelsen, som peger på de åbenlyse risici: »Det er problematisk, at Råstofdirektoratet så at sige skal holde sig selv ansvarlig, og der er risiko for, at nogles interesser vægtes tungere end andre«. Sådan står der i undersøgelsen, der er gennemført af konsulentfirmaet Nordic Consulting Group, der har udført lignende studier andre steder i verden for FN, Verdensbanken og Danida. Meget betegnende tillod Råstofdirektoratet ikke interview med direktoratets embedsmænd i forbindelse med undersøgelsen. Direktoratets direktør, Jørn Skov Nielsen, ville tale på vegne af direktoratet, blev det meddelt pr. mail.
Giftig cocktail
Frygten for korruption i det grønlandske samfund med den multinationale olie- og mineindustris indtog var netop årsagen til, at en stribe grønlandske erhvervsfolk og erhvervsorganisationer gik sammen for at stifte en korruptionsvagthund i form af en grønlandsk afdeling af Transparency Grønland, fortæller organisationens formand, advokat Anders Meilvang. »Grønland er en miniputstat med en samfundsstruktur, som ikke er stærk nok til det pres, der kan komme, og som ikke har ressourcerne til at kontrollere, om tingene foregår på den rigtige måde. Der gøres meget, men det er bare ikke godt nok,« siger advokat Anders Meilvang, der er en af stifterne af Transparency Greenland. Han er især nervøs for koncentrationen af magt i Råstofdirektoratet, som kan træffe vitale afgørelser med vidtrækkende konsekvenser for det grønlandske samfund. »Vi er bange for de store multinationale selskaber, som nu kommer buldrende ind. Kontrollen af myndighederne er ikke god nok, blandt andet fordi hverken presse, NGOer eller domstole fungerer godt nok. Det, kombineret med Råstofdirektoratets lukkethed, er en giftig cocktail,« siger Anders Meilvang. Ifølge ham er eneste nødbremse, at man ultimativt kan anlægge sag mod en myndighed om en myndighedsbeslutning. »Men da er løbet jo kørt,« som han konstaterer.