Når energien bliver grønnere bliver danskerne sundere. Omstillingen i energiforsyningen fra kul, olie og gas til energikilder som sol, vind og biomasse skåner danskerne for så betydelige mængder luftforurening, at samfundet kan spare to til tre milliarder kroner om året frem til 2030.

Det viser beregninger fra det tværfaglige forskningscenter, Centre for Energy, Environment and Health (CEEH), der har bidrag fra forskere fra en lang række estimerede danske forskningsinstitutioner.

- Det er mange sygdomme, der kan relateres til luftforurening, både hjerte- karsygdomme som hjerteanfald og blodpropper, og lungesygdomme som bronkitis, astma og hoste samt lungekræft. Vi har beregnet sygeligheden og dødeligheden og set på hospitalsindlæggelser og sygefravær samt forringet livskvalitet og generelt kortere levetid, siger Jakob Bønløkke, der er læge og lektor på Aarhus Universitet.

Grundlaget for forskernes beregninger er udspillet fra Klimakommissionen, der sidste år beskrev, hvordan Danmark kan blive uafhængig af de fossile brændsler, kul, olie og naturgas inden 2050. Baggrunden er ønsket om forsyningssikkerhed kombineret med et dansk bidrag til kampen for at få reduceret udledningen af drivhusgasser fra afbrændingen af de fossile brændsler.

Besparelsen på helbredsomkostninger på to til tre milliarder kroner skal holdes op imod en udgift på omstillingen, der ifølge Klimakommissionen ligger på to til fem milliarder kroner om året. Dvs. at prisen for omstillingen bliver beskeden, når de sparede helbredsomkostninger indregnes i prisen.

- Dertil kommer, at vi ikke har regnet på alle gevinsterne ved en omstilling til vedvarende energikilder. Det gælder eksempelvis fordelen for naturen og sundhedseffekten af mindre støj, siger ingeniør Kenneth Karlsson fra Risø DTU.

Ifølge Kenneth Karlsson er der større helbredsgevinster i en omstilling med hovedvægt på vindkraft end der vil være, hvis omstillingen især bygger på biomasse som energikilde.