Grøn energi giver brandfarlige lagre
Nyt projekt søger metoder til at forhindre brande i Danmarks hastigt voksende biomasselagre.
Nyt projekt søger metoder til at forhindre brande i Danmarks hastigt voksende biomasselagre.
En af følgerne af Danmarks fossilfrie ambitioner er et boom i mængden af oplagret biobrændsel, og det betyder øget risiko for brande med tab af både produktion og bygninger. Sådan lyder det fra videncentret Dansk Brandsikrings Institut (DBI).
I et nyt forskningsprojekt vil instituttet sammen med energiselskabet og biobrændselsproducenten Verdo kaste lys over metoder til at undgå, at det sammenpressede materiale går op i røg.
Danmark er med millioner af ton årligt blandt Europas største importører af biomasse som eksempelvis træflis og piller til erstatning for kul på kraftværkerne. Og når biomassen presses sammen under oplagring er der risiko for kemiske reaktioner som i sidste ende kan føre til selvantænding, lyder det.
- I Danmark ved vi en hel masse om brande og om at forebygge brand ved at bygge rigtigt. Men vi ved ikke nok om ulmebrande i oplagrede tørre biobrændsler, siger Michael Skovgaard, projektleder hos DBI.
Han forklarer, at projektet i første omgang går på at teste forskellige former for udstyr, der kan overvåge udvikling af gasser i de ofte fodboldbanestore biomasselagre.
Verdo har gennem flere år været en del af den danske "biomassebranche" og driver blandt andet kraftvarmeværket i Randers med primært træ-biomasse. Derudover har selskabet produktion af biomasse fra træ på to fabrikker i England og Skotland, ligesom Verdo i Danmark råder over lagerhaller, som ifølge DBI er ideelle til at udvikle standardiserede målemetoder.
- Vi har selv erfaret, at biomasse byder på en række brandmæssige udfordringer. Det har skærpet vores interesse for at forske på området, så vi kan generere ny og værdifuld viden til gavn for hele branchen, siger Verdos projektleder på projektet Allan Abildskov og peger på, at Danmark med regeringens grønne ambitioner i de kommende år vil se en stor stigning i mængden af den potentielt brandfarlige biomasse under dansk tag.
- Sikrer vi ikke en effektiv detektering, vil biohallerne udgøre en reel fare for brande, som kan koste både virksomheder og samfundet mange penge i form af beskadigede bygninger og tabt produktion, siger Allan Abildskov.
Forsknings- og udviklingsprojektet er støttet med en såkaldt Videnkupon på 100.000 kroner og løber indtil november 2012. I første omgang med Verdo og DBI som eneste deltagere, men i takt med at de rigtige metoder afklares vil relevante teknologi-leverandører blive knyttet til, forklarer Allan Abildskov.