USA’s præsident Obama skulle have brugt sin politiske firepower i 2009 på en ambitiøs klimareform i stedet for den sundhedsreform, som nu ser ud til at blive hans eneste politiske sejr i denne valgperiode.
Sådan lød det forleden fra Ted Turner, den 72-årige amerikanske CNN-veteran, da han sammen med hundredvis af andre business-ledere besøgte FN’s klimakonference COP16 her i det sommerlige Cancún på Mexicos caribiske kyst.
Hos den danske vindmøllefabrikant Vestas, der også er i Cancún, og som har satset en stor del af butikken på det amerikanske marked, er man uden tvivl enige med den amerikanske tv-veteran, selv om det ikke er noget, man skilter med.
Forbrugerne bliver grønne: Under alle omstændigheder må Vestas og andre grønne virksomheder indstille sig på, at vindmøller og mikroskopiske elbiler i en rum tid fremover skal klare sig i hård konkurrence med kulfyrede kraftværker og billige og komfortable benzin- og dieselbiler på det store nordamerikanske marked.
Til gengæld tyder meget på, at den enkelte amerikanske forbruger og store detailhandelskæder som Wal-Mart er i færd med at udvikle sig til en drivende kraft i den grønne revolution.
Det grønne erhvervsliv er massivt til stede ved COP16. Mens danske virksomheder har gearet lidt ned i forhold til den massive indsats på hjemmebane i København sidste år, har verdens førende industrikoncerner fundet vej til Mexico.
Erhvervslivets ønsker: Ikke fordi man forventer et stort politisk gennembrud i forhold til en global klimaaftale.
Det kommer heller ikke i Mexico. Men fordi den årlige klimamesse i FN-regi er blevet et vigtigt mødested for alle virksomheder, der vil møde beslutningstagere og forretningspartnere fra lande som Kina, Sydkorea, Brasilien, Sydafrika og Mexico,.
De satser alle hårdt på energibesparelser og grønne teknologier for at styrke deres økonomi og konkurrenceevne, uanset hvordan det går med de globale klimaforhandlinger.
Erhvervsfolk i Cancún lægger ikke skjul på, at de gerne snart vil have lagt nogle seriøse politiske rammer omkring energiøkonomiske beslutninger, der rækker både tre og fire årtier ud i fremtiden.
Men samtidig har den grønne businessbølge i dag nået et sådant omfang, at man ifølge administrerende direktør Lars Aagaard, Dansk Energi, ikke længere ser virksomheder eller interesseorganisationer, der kommer til FN’s klimakonference for at modarbejde politiske beslutninger i retning af færre fossile brændsler. Sådan som det skete for bare få år siden.
Tværtimod er businessfolket kommet til Cancun for at positionere sig i forhold til fremtidige ordrer inden for de grønne teknologier, der uomgængeligt bliver stadigt mere rentable, i takt med at energipriserne gentager deres himmelflugt.
Det kan selv ikke endnu nogle års skattefrihed for benzin og kul i Obamas USA ændre på.
Læs flere internationale nyheder i Berlingske Nyhedsmagasin fredag 10. december.