Allerede da jeg betalte blomsterhandleren, vidste jeg, at jeg ville få problemer derhjemme. Normalt plejer mænd ellers at få ros, når de medbringer blomster, medmindre de virkelig har trådt ved siden af. Men netop denne blomst – Venussko (eller på latin Paphiopedi­lum) – vidste jeg, at min hustru aldrig ville kunne elske. Den er en orkide. Men modsat de gængse supermarkeds-okideer består den ikke af en række yndige hvide eller lilla blomster på en lang stængel. På Venussko er der kun én blomst, og den er på grænsen til det væmmelige. Dens enorme »hage« giver indtrykket af en kødædende plante med underbid. Der er noget aggressivt ved de tre omsluttende blade, og selve blomstens midte leder tankerne hen på et rumvæsens kønsdele. Sidstnævnte underbygges af, at planten rent faktisk har centimeterlange sorte hår om sit glinsende centrum.

Da jeg gik ind i butikken få minutter tidligere, var det for at købte noget forårs-agtigt, men da jeg fik øje på blomsternes svar på Elefantmanden, kunne jeg ikke kigge væk. Butikkens bestyrer så overrasket ud over mit valg. Men jeg fornemmede også, at han respekterede min anderledes smag. Det gjorde min kone ikke, da jeg præsenterede planten for hende. Faktisk opponerede hun mod, at den skulle stå på lejlighedens vigtigste plads: Vindues- karmen ved køkkenvasken. Men da jeg tilbringer klart flest timer med opvaske- børsten i hånden af os to, fik jeg lov. Dog insisterede hun på, at den skulle placeres »lidt til højre«, så hun ikke skulle kigge lige ned i dens behårede midtpunkt, når hun stod i køkkenet. Fair kompromis.