Så kom David Lagercrantz´ opfølgning på afdøde Stieg Larssons berømmede Millennium-trilogi, »Det der ikke slår os ihjel«, og den var ikke så ringe endda, kan man forstå, og så vidt er alt jo godt. Der er også nogle, der helt sikkert bliver glade, for eksempel nogle Larsson-fans, der får noget, der ligner den rigtige vare, og Larssons arvinger, der bliver endnu rigere, og Larsson-forfatteren og en masse forlag, der også tjener kassen. Det kører bare.

Når jeg alligevel vil komme lidt malurt i bægeret, skyldes det det principielt betænkelige i den form for gravrøveri, som en udgivelse som »Det der ikke slår os ihjel«, hvordan man ender vender og drejer det, er. På samme måde som det er gravrøveri, når James Bond også lever videre på bog, efter at hans skaber, Ian Fleming, for længst er gået til sin skaber, og når A.A. Milnes vidunderlige Peter Plys-figur bliver til tarveligt kitsch i Disney-regi.

I øvrigt har det principielle i sagen ikke noget med kvalitet at gøre. Selv den mest vellykkede efterligning af en litterær stil, selv det mest vellykkede genbrug af karakterer, som en nu afdød forfatter engang skabte, bliver, efter min mening, let til en posthum krænkelse.

Udtænker man, som Stieg Larsson, en brillant litterær figur som sære, geniale Lisbeth Salander, ja, så kan man være sikker på, at det, man når at få skrevet om hende, ikke bliver det sidste ord, der bliver sagt. Hun vil blive brugt og misbrugt, og risikoen, den nærliggende risiko, er, at alt det oprindelige, det originale, det rigtig gode, kommer til at drukne i mængden. Uanset om den mængde så er overvejende god eller overvejende jammerlig.

Men er det da slet ikke legitimt at lade sig inspirere af afdøde forfatteres værk - og at lade denne inspiration gå videre i sit eget? Jo, da. Et smukt eksempel er den fremragende krimiforfatter P.D. James´ »Døden kommer til Pemberley«, der viderefører Jane Austens klassiske »Stolthed og fordom« som kriminalroman. Her er der tale om et litterært projekt i sin egen ret, ikke om epigoneri.

Eller man kan, i en helt anden litterær boldgade, nævne James Joyces suverænt ulæselige modernistiske hovedværk »Ulysses«, hvis hele struktur er hentet fra Homers Oddysé. Eksemplerne er legio, og det er alt sammen helt fint.

Men jeg synes altså bare ikke, at det er helt fint, at man, som i det aktuelle tilfælde, forsøger at puste liv i noget, der i den forstand er dødt, at dets ophavsmand- eller ophavskvinde ikke længere kan videreføre det. Det er en krænkelse af afdøde, og selv hvis afdøde, hvad jeg er tilbøjelig til at tro, ikke sidder i sin himmel og kigger ned på de stadigt levende og græmmer sig, så er det stadig en krænkelse. Og tilmed en unødvendig krænkelse. Udødelig litteratur lever. Også uden misforstået hjælp fra de levende.