Tre albums/mixtapes plus det løse har canadiernen lagt ud til F.R.I. download. Især det første, betitlet »House Of Balloons«, var genialt og en af hovedårsagerne til, at den moderne R&B gik ind i en helt ny kreativ tidsalder i 2011.
»Echo Of Silence« lyder det aktuelle udslip, også det er i overvejende grad ganske bemærkelsesværdigt. Produktionerne er på godt og ondt både mere løse og mere tighte end på forgængerne, og Tesfaye bringer såvel sin vokal som pen så bævende tæt på egen hud, at de små hår stritter i alle retninger på lytteren her. Der er enkelte numre af so-so-kvalitet, og så er der genialiteter som »The Fall« og det afsluttende titelnummer, som er intet mindre end en af de bedste R&B-ballader i umindelige tider.