Lørdag, når Dansk Melodi Grand Prix skal afholdes for 47. gang, bliver det med et stærkt felt. Sådan vurderer ekspert Rasmus Petersen fra hjemmesiden »Eurovisionworld« lørdagens helt store festbrag, der bliver afholdt i Jyske Bank Boxen i Herning. Men særligt tre af de i alt ti sange har gode chancer for at vinde og dermed få adgang til Eurovision 2017 i Ukraine, mener han.

»Jeg vurderer det som et stærkt felt i år. Jeg synes, det er ti gode sange, der skal kæmpe mod hinanden lørdag. Flere af sangene har potentiale til at blive et radiohit. Nogle af sangene minder godt nok om noget, man har hørt før, men ikke nødvendigvis i Melodi Grand Prix eller i Eurovision,« siger han.

Han udpeger samtidig tre af sangene, der efter hans mening har særligt gode chancer lørdag. En mening man deler hos Danske Spil, hvor Peter Emmike Rasmussen, der er oddsansvarlig, spår de samme tre sange til at blive favoritter. Vi har efterfølgende set på, hvor mange afspilninger de enkelte sange har fået på streamingtjenesten »Spotify« for at se, om der er en sammenhæng.

Lørdagens tre favoritter er:

Sang nr. 1: »Ida Una« – »One«
Første mulige vinder er sang nr. 1. Det er den kun 19-årige Ida Una fra byen Højer, der med hittet »One«, spås en chance for at vinde lørdag. Ida Una blev i sin tid opdaget på YouTube, og nu står hun altså med muligheden for at komme til Eurovision med sin sang.

Ekspert: »Selve melodien og omkvædet er godt og catchy. Den er skrevet efter den klassiske pop-opskrift, og den lyder lidt som noget, man har hørt før. Den vil samtidig have gode chancer til Eurovision,« siger Rasmus Petersen.

Bookmaker: »Det er en super catchy sang, som man kan nynne med på med det samme. Ulempen for hende er dog, at hun starter som den første solist, hvorfor hun kan forsvinde i mængden,« siger Peter Emmike Rasmussen.

Odds: 2,10 – Antal afspilninger på Spotify: 5.297

Sang nr. 4: »Anja« – »Where I Am«
Anden mulige vinder er sang nr. 4. Sangen synges af den 21-årige Anja Nissen, der er født og opvokset i Australien, men som har danske rødder. Hun fik sidste år en andenplads i Melodi Grand Prix med sangen »Never Alone«.

Ekspert: »Den har et rigtig stærkt omkvæd, og så er variationen i sangen også rigtig god. Man har lyst til at høre den igen,« siger Rasmus Petersen.

Bookmaker: »Det er en ganske udmærket sang, og hun fik jo en andenplads sidste år. Så hun er klart en af vores favoritter,« siger Peter Emmike Rasmussen.

Odds: 6,00 – Antal afspilninger på Spotify: 3.665

Sang nr. 8: Sada Vidoo – Northern Lights
Tredje mulige vinder er sang nr. 8. Den synges af danske Sada Vidoo, der tidligere har deltaget i den britiske udgave af X-Factor, hvor hun blev kendt som den levende dukke.

Ekspert: »Det er en ret spændende sang, som også godt kunne gå hen og vinde. Der er også noget ved det, at hun optræder som en levende dukke,« siger Rasmus Petersen.

Bookmaker: »Hun skal nok få samtalen i gang hjemme i stuerne. Hun skiller sig ud, hvilket ofte giver gode resultater. Samtidig er sangen rent faktisk god, og så synger hun også godt,« siger Peter Emmike Rasmussen.

Odds: 2,70 – Antal afspilninger på Spotify: 3.309

De tre solister ligger i toppen med laveste beløb igen hos Danske Spils »Oddset«. Til sammenligning giver sang nr. 5, »Big Little Lies« af de to drenge fra »Calling Mercury« beløbet hele 60 gange igen. Men oddssætningen kan faktisk ændre sig helt frem til afstemningen.

»Der er stor forskel på at indspille en sang, og så at fremføre den på en scene lørdag,« siger Peter Emmike Rasmussen.

Gode chancer

Men ifølge ham er det ikke nødvendigvis de samme tre sange, der har den største chance for at vinde ved Eurovision i Ukraine til maj. Det skyldes, at der er stort forskel på, hvad danskerne og europæerne vægter højest. Han vurderer, at det er det genkendelige pop-hit med en taktfast rytme og et catchy omkvæd, som man kan synge med på, der typisk falder i danskernes smag. Omvendt er det et markant sceneshow og sangens overordnede kvalitet, samt hvor meget den skiller sig ud fra de øvrige sange, der er mere afgørende ved Eurovision.

Men Peter Emmike Rasmussen fra Danske Spil er dog mere optimistisk. Han spår gode vinderchancer til Eurovision med de tre danske favoritter.

»Vi har en rimelig god chance for at komme til finalen med en af de sange. Og det er ikke ligefrem en ulempe at komme med en levende dukke, fordi det vækker opsigt. De to andre er bare gode sange,« siger han.

Om de to eksperter og bookmakere rent faktisk får ret, finder vi ud af lørdag, når DR viser Dansk Melodi Grand Prix 2017 fra klokken 20.00 live fra Jyske Bank Boxen i Herning.

Her kan du lytte til alle ti sange: