Skæbnevalg. Skillevej. Alt eller intet. Klicheerne står i kø, men når det kommer til dagens græske parlamentsvalg, er de fortærskede udtryk næsten ikke dækkende for valgets betydning.

Danmarks ambassadør i Grækenland, Tom Nørring, fortæller til BT, at stemningen før valget er præget af bekymring og uro.

- Grækerne er meget frustrerede over den situation, som landet er havnet i. Mange vil stemme i en blanding af frustration og protest over tilstanden i landet.

Venstrefløjs-partiet Syriza står umiddelbart til at vinde valget, og hvis det lykkes partiet, der kan sammenlignes med Enhedslisten i Danmark, at danne en venstrefløjs-regering, er konsekvenser enorme for grækerne. Tsipras vil opsige EU-aftale.

Syrizas leder Alexis Tsipras har turneret rundt under valget og tordnet, at han med en valgsejr vil bryde ud af aftalerne med Den Internationale Valutafond og EU, hvilket formentlig vil betyde en exit til euroen.

Den græske forfatter og blogger Takis Michas formulerer over for Weekendavisen scenariet med en Syriza-sejr sådan her:

- Det første, en Syriza-regering vil gøre, er at erklære aftalerne med EU og IMF ugyldige. Pengestrømmen fra kreditorlandene vil ophøre, og Syriza vil svare igen med at stoppe afdrag på gælden, siger han og nævner, at en Syriza-regering i givet fald så vil være tvunget til at genindføre drachmaen.

Men det er ikke fordi, at det andet mulige udfald af valget lyder mere tillokkende. En sejr til de konservative betyder reelt bare mere af det eksisterende, hvilket virker ligeså skræmmende for grækerne.

De offentlige ansattes løn er skåret ned med 30 pct., 15 pct. er røget af pensionen, mens mindstelønnen er sat ned.

Apotekerne har indstillet salget af medicin med statstilskud, fordi staten ikke har refunderet tilskuddene i månedsvis.

Ved at skrabe bunden i den græske statskasse, er det dog lykkes at finde håndøre til at give støtte til kræftsyges medicin. Skylder 360 mia. euro

Trods besparelserne skylder grækerne stadig 360 mia. euro væk, selvom det faktisk har fået eftergivet mere end 200 mia euro.

Økonomen Vangelis Vassilatos mener ikke engang, at det vil hjælpe noget, hvis grækerne fik henstand til at afdrage på gælden i et par år, for landet tjener ingen penge.

- Problemet er, at grækerne er glimrende forbrugere, men vi producerer ikke noget som helst. Ikke engang landsbrugsvarer producerer vi længere, du vil have svært ved at finde en græsk citron i supermarkederne, siger han til Weekendavisen.

Valgstederne lukker sent søndag aften dansk tid.