Grækenland udløser bet til Merkel
Tysklands kansler fik ikke flertal hos sine egne i afstemning om hjælpepakke til Grækenland. Hjælpen blev dog alligevel vedtaget i Berlin til aften.
Tysklands kansler fik ikke flertal hos sine egne i afstemning om hjælpepakke til Grækenland. Hjælpen blev dog alligevel vedtaget i Berlin til aften.
BERLIN: Tysklands forbundskansler Angela Merkel fik ikke flertal hos sine egne, da Forbundsdagen til aften stemte om endnu en hjælpepakke til Grækenland. Men pakken på 130 milliarder euro (975 mia. kr.) blev alligevel vedtaget, fordi det meste af oppositionen bakkede op om hjælpen.
Selv om det ikke får praktisk betydning, at Merkel manglede seks stemmer i at få flertal hos regeringspartierne CDU, CSU og FDP, er det en bet for kansleren. Merkel havde appelleret om støtte, men selv hendes indenrigsminister Hans-Peter Friedrich fra CSU havde søndag givet til kende, at det bedste ville være, om man hjalp grækerne til at forlade euroen og således ikke længere have krav på hjælp.
Friedrich trak mandag i land efter kritik fra CDU og FDP, men det synes nu klart, at opbakningen til hjælpeaktionerne svinder markant. Hos CDU og CSU stemte i alt 13 medlemmer imod pakken, hos FDP var det fire. Tilsammen tre medlemmer undlod at stemme, og seks medlemmer var end ikke dukket op.