Hvad eller hvem kræver det at være en god leder? Det spørgsmål er blevet debatteret livligt i denne avis og andre. Torsdag aften i Horsens fandt man en del ledere i Fængslet. Det årlige træf for virksomhedsledere, VL Døgnet, skulle nemlig sluttes af med maner. Ergo havde arrangørerne købt billetter til Grace Jones koncerten.
På overfladen lod der ikke til at være mange ligheder mellem VL Døgnets deltagere og den 68-årige jamaicanske sangerinde, og et af 80’ernes mest indflydelsesrige og androgyne musik- og stilikoner. De var overvejende midaldrende, hvide mænd i variationer af sorte, grå og blå jakkesæt. Grace Jones, en sort kvinde i g-streng, hvid stamme-lignende kropsmaling og bare patter.
Inden det sidste nummer bemærkede Jones, at en del »suits« var forduftet, men det var okay. Det var sikkert fordi de skulle hjem og tage sig af børnene. Selv havde sangerinden taget sit barn med på arbejde da sønnen Paulo Goude spillede percussion i hendes band.
Mindst en ting kunne virksomhedslederne og Grace Jones blive enige om: no casual Thursday! Påklædning kunne der ikke blive tale om at spare på. I kvalitet snarere end kropsdækning, vel og mærke. Til hvert nummer hørte et nyt kostumeskift fra Jones.
En dødningehoved i guld skjulte Jones’ markante kindben da hun sang første del af »Nightclubbing«, et cover af Iggy Pop. Ligesom punk-forfaderen balancerer Jones mellem det dødsalvorlige og det drilske. »We learn dances, brand new dances / like the nuclear bomb«, intonerede Jones dybt og halvstift på den veloplagte, dubbede version.
Til »Private Life« iførte endnu en guld hovedbeklædning, denne gang et farao-lignende krone. Guitaristen Louis Eliots rå, skridende figurer til det ellers groove-orienterede nummer og styrkede også tekstens kølige attitude: »Your private life drama, baby, leave me out«.
Drama som afledningsmanøvre
De konstant skiftende kostumer og Jones’ teatralske sceneoptræden fungerede ikke bare som underholdning, men også som en afledningsmanøvre. Når man har så opsigtsvækkende et persona at kigge på, glemmer man som tilskuer let at efterlyse mennesket bag ved. Måske en teknik så Jones kan holde fast i sit »Private Life«?
Få gange tog jeg mig selv i at flytte opmærksomhed fra aftenens hovedperson. Det skete blandt andet da den mandlige danser Nico indtrådte for at klatre på, svinge sig fra og gnubbe sig op ad en stripperstang. Kun iklædt g-streng og Keith Haring-inspireret kropsmaling, naturligvis.
Desværre gled musikken baggrunden i form af den repeterende petitesse »Shenanigans«. Lige meget hvor ivrigt Jones aede Nico med sin stråkost, kunne hun ikke redde den lunkne reggae. Derefter faldt Jones og co. ned i en sløv tilstand med blandt andre et diskofilt men langtrukkent cover af Edith Piafs »La Vie en Rose«, hvorpå Graces vokalmæssigt faldt igennem og måtte klamre sig til korsangerinderne.
Inden hun begyndte at synge coveret spurgte Jones sin keyboardist, som hun senere kaldte bandlederen, om de kunne spille den korte version. Charles rystede på hovedet. Her kunne Jones nok have holdt stand.
Bandet hev dog publikum op af nedgangsperioden med »Pull Up to the Bumper«, en sprudlende New York ode fyldt med slapbas, koklokke og call and response mellem den rullende funk-guitar og de svirpende synths.
Til slut valgte Jones introducere ikke blot bandet, men også kostumedesigneren, body paint maleren, lysartisten, osv. Selv en så opmærksomhedsstjælende leder som Jones ved, at hun ikke udretter det meste med sit hold.
Hvad: Grace Jones
Hvor: Fængslet, torsdag d. 26. maj 2016