GEKKOS GULDKORN i »Wall Street«:

»Jeg ser på hundreder af mulige handler om dagen og vælger en.«

»Kan du se den bygning? Jeg købte den bygning for ti år siden. Min første ejendomshandel. Solgte den to år senere, og lavede 800.000 dollar i fortjeneste. Det var bedre end sex. På det tidspunkt troede jeg, at jeg havde tjent alle penge i verden. Nu tjener jeg det på en dag.«

CANNES: I dag er typen så almindelig, at de fleste har glemt den uhyre provokation, det var i 1980erne at iklæde sig et Rolex-ur, en silkeskjorte og et jakkesæt til 12.000 kroner. Midt i det daværende årti bar en dansk mand som oftest stadig sin anorak og uldsweater med stolthed og udsendte bløde venstreorienterede signaler. Men yuppierne blev slagstyrken, der hamrede et sidste buldrende kistesøm i de rundkredspædagogiske 70ere.

Yuppiernes ungdomsoprør blev at dyrke en overflade, der blev sat sammen af de dyreste mærkevarer, som dengang kunne opdrives. De rige unges fagblad Euroman udkom først i 1992, men da havde de danske yuppier for længst fået syn for sagn i Oliver Stones film »Wall Street« fra 1987.

Ganske vist var filmens hovedperson den unge energiske børsmægler Bud Fox, men det var Michael Douglas, der helt dominerede »Wall Street« i sin karrieres første skurkerolle som den rovdyrsagtige Gordon Gekko. Her var den skabelon, som yuppierne havde ligget i, og Gekko demonstrede, hvordan det skulle gøres fra guldmanchetterne og det tilbagestrøgne hår til den opulente luksus, han indrettede sit penthouse med på Manhattan.

KUN J.R. EWING fra TV-serien »Dallas« kunne nå Gekko til silkesokkerne, hvad angår åleglat durkdrevenhed, men var slet ikke i nærheden af, som Gekko, at personificere periodens nonchalante jongleren med pengebjergene i børskontorerne.

Gordon Gekko brugte falske rygter og fjendske opkøb for at føje nye dollarmillioner til sin i forvejen bugnende konto i Schweiz og syntes at få særlig fornøjelse af det, hvis hans offer var et solidt, mahogni-indrammet firma.

Som kontrapunkt til børsverdenens polerede stål- og glasverden, truede Gordon Gekko som en brutal gangster, som når han lovede en fjende, at han ville »rive hans øjne ud og kneppe ham i øjenhulerne«.

Men pengene var kun en del af det. Ifølge Gordon Gekkos egen darwinistiske tankegang, var han nemlig eksponent for den reneste form for samfundsøkonomi, hvor kun den snedigste og mest skånselsløse aktiehandler fortjente at overleve.

I »WALL STREET« bliver Gekko filosofisk over for sin unge protege Bud, idet denne stadig har enkelte besværlige samvittighedskvaler. Buds hæmninger stammer delvist fra hans fader, fagforeningsformanden der repræsenterer tusinder af de lønslaver, som Gekko er ved at sætte på gaden i en af sine pirataktioner. Men Gekko er ikke i tvivl:

»Jeg ødelægger ikke firmaer. Jeg giver dem fri! Pointen er, mine herrer og damer, at grådighed er godt. Grådighed skærer igennem og fanger essensen af evolutionens ånd. Grådighed, om det så er efter liv, penge eller kærlighed, kendetegner menneskehedens evne til at rejse sig,« siger Gekko, mens han bruger sin kæmpecigar som pegepind.

En sådan tale kunne forføre hvem som helst, og det var præcis, hvad der skete. Stik imod Oliver Stones intentioner om at afsløre børshandlernes skumle intriger, blev Gekko nemlig et forbillede for tusinder af unge, og instruktøren Oliver Stone kan stadig 23 år efter »Wall Street« møde hovedrige børsspekulanter, der takker ham for at have inspireret dem til deres karriere.

Dette forhold var netop en af grundene til, at Oliver Stone i flere år havde takket nej til at instruere en opfølger til »Wall Street«.

»Jeg lavede »Wall Street« som en moralsk historie, og det blev misforstået af mange,« siger Oliver Stone.

Men flere forhold fik den venstreorienterede instruktør på andre tanker. For det første førte selvsamme løbske aktiecirkus, som Stone havde portrætteret i »Wall Street«, i 2008 til klodens værste børskrak i 80 år. For det andet lykkedes det at få skrevet et manuskript, der indskrev børskrisen i »Wall Street«-universet. For det tredje lykkedes det at overtale Michael Douglas til at genoptage sin rolle som Gordon Gekko i den nye film, der torsdag havde verdenspremiere ved filmfestivalen i Cannes.

Udadtil er alt ved det gamle i »Wall Street: Money Never Sleeps«, og dog er kernen helt anderledes. I filmens første scene bliver den luvslidte Gekko løsladt fra fængslet, hvor han har afsonet sin dom for insiderhandel. Han får udleveret de ejendele, han år tidligere havde med sig ind bag murene: et guldur, en tom guldpenge-clip og en mobiltelefon. Mobilen fortæller hele historien om Gekkos faldne kongerige: den er et kilotungt scepter fra firserne. Ydmygelsen fortsætter. Foran fængselsporten tror han, at en parkeret limousine med tonede vinduer er til ham, men han skubbes til side af en sort gangsterrapper, der møver sig ind på bagsædet til de andre homeboys.

GEKKO ER ALENE, og ikke engang hans datter (spillet af Carey Mulligan) vil tilgive eller kendes ved ham, da hun mener, at Gekkos ekstreme livsførelse har været årsag til hendes brors selvmord. Selv er hun blevet en venstreorienteret journalist med speciale i grøn teknologi, men helt har hun nu ikke sluppet faderens verden, da hendes kæreste Jake Moore (Shia LeBeouf) er en velrenommeret børshandler i et gammelt hæderkronet mæglerfirma. Da firmaet ødelægges af den kyniske børskonge James Bretton, formidabelt spillet af Josh Brolin, tager Jakes chef og mentor sit eget liv. Den chokerede Jake afviser Brettons bryske tilbud om partnerskab og går i stedet til Gekko, der er på foredragsturné med en bog, han har skrevet i fængslet.

Fængslet har tilsyneladende ændret Gekkos livssyn, for bogens titel vender hans gamle motto til et spørgsmål: »Er grådighed godt?« Nej, siger den nye Gekko i sin forelæsning, grådigheden har bredt sig fra børsmæglerne over boligmarkedet og videre ind i den amerikanske regering. Bush-administrationens egen laissez faire-flirt med finansverdenen vil uværgeligt føre til økonomisk dommedag, slutter han, og publikum ved, at Gekko vil få ret.

DA JAKE OPSØGER Gekko, øjner denne en chance for at vinde sin datter tilbage igen. Er der noget Gekko stadig kan, så er det at tryne en anden børshaj. Eller som Gekko selv formulerer det over for Jake, da han gennemskuer hans planer:

»Selv på lang afstand får en fisker altid øje på en anden fisker.«

Her er det, at Oliver Stone og Michael Douglas risikerer at gentage det, parret betragtede som fiaskoen ved »Wall Street«. Publikum elsker nemlig en god skurk, men en magtesløs skurk, som den Gekko er, da han træder ud af fængselsporten, er kun en trist stakkel. Ingen normal biografgænger ønsker oprigtigt, at Gekko forbliver den omvendte synder, fængslet har gjort ham til. De vil have den cigarsvingende hustler tilbage, og Stone er for dreven en filmmager til ikke give folket det, som det vil have. Men hvordan Stone samtidig bevarer et skin af samfundskritik, må man selv opdage, når »Wall Street: Money never sleeps« har dansk premiere til september. Til den tid er finanskrisen måske kommet længere på afstand, og så kan klodens Gekkoer atter sno sig på de varme sten.