På den positive side ses virksomhedernes evne til at genere indtjening. Siden 2011 er den samlede bruttofortjeneste braget i vejret med hele 200 millioner kroner, svarende til 52 procent. Selv uden den helt store spiller, Lagkagehuset som udgør en tredjedel af branchens lagkagediagram målt på aktivmasse, er bruttofortjenesten stadig galopperet op med 47 procent.

De positive tendenser er imidlertid ikke for alle, og cirka halvdelen af virksomhederne må således erkende, at driftsresultatet er faldet tilbage, mens den anden halvdel kan slikke sig om munden og glæde sig over en fremgang. Det kan vidne om en trend på gourmetmarkedet, hvor mange virksomheder, især de mindre, kæmper en brag kamp om at nå ud til en tilpas stor mængde forbrugere, som er villige til at kaste penge efter netop deres produkter.