Uvejret, der med orkanstyrke hærgede Danmark søndag aften, var kort før midnat overstået.
»Gorm har forladt Danmark. Der er stadig lidt tilbage over Bornholm, men der er ikke længere meldinger om orkanstyrke. Det er sådan set ved at være overstået det hele. Det er bare et godt blæsevejr resten af natten, og det varer frem til mandag formiddag, hvor det løjer af,« siger Mogens Rønnebek.
Den vagthavende ved DMI forklarer, at der natten igennem stadig kan forekomme vindstød af stormstyrke især i kystområderne.
»Men vi er nede på en hård vind over land til en hård kuling på de mest uidsatte steder, og der er nogle kyststrækninger, hvor er stadig kan være stormstyrke. Det er bare et godt blæsevejr resten af natten, og det varer frem til mandag formiddag, hvor det løjer af,« siger Mogens Rønnebek.
Flere steder nåede uvejret orkanniveau med vindstød på op til 46 m/s, og flere danske broer blev lukket for trafik, herunder broerne over Øresund, Storebælt og Lillebælt.
Øresundsbroen ventes som den sidste genåbnet omkring klokken 01:00.
På sin vej gennem landet trak stormen Gorm et synligt spor af oversvømmede havneområder, væltede træer, smadrede vinduer og biler, nedfaldne tagsten og et utal af vakkelvorne stilladser efter sig, som man kan se på billederne herunder.
