De fladskærme, som danskerne har stående i deres stuer, har en brugeroplevelse, der er ufatteligt... flad. Man skal derfor ikke høre meget om Google TV, før man konstaterer, at et paradigmeskift i TV-industrien nærmer sig med hastige klik. Der har været talt om internet-TV i længere tid, og der er i disse år en stor økonomi, der rykker i den retning. Google har derfor sat en gruppe hackere sammen i London for at udvikle idéer til den nye version af deres TV-platform, og mange af idéerne nytænker, hvad et TV er, og hvad det bør kunne.
Overordnet set vil Googles TV-bokse, der udkommer mellem juni og august 2012 i Danmark byde på tv-udsendelser i HD-kvalitet, men mere interessant er det, at Google laver fjernsynet om til en søgemaskine. I en video, der forklarer den nye platform, viser firmaet, hvordan man kan søge på de ting, man gerne vil se på nettet. Derefter samles søgeresultaterne fra TV-programmer, men også sider som YouTube, i én samlet skærmvisning. Dermed smelter TV-sendefladen og internettets hav af videoer sammen.
Hackerne er dog også kommet op med endnu mere finurlige idéer. Blandt andet præsenterede de i weekenden måder, hvorpå tv-brugerne kan lave kunst på fjernsynet. Eller idéen om ølspil, hvor man skal drikke, når særlige ord popper op på skærmen, mens man ser fjernsyn.
Det inkluderende TV
Overordnet set arbejdes der på måder, hvorpå TV-oplevelsen bliver langt mere inkluderende og engagerende. TVet vil på mange måder minde mere om en bærbar computer end et fjernsyn. Derfor vil måderne som TVet kan bruges på også kunne nytænkes til uendelighed.
Se følgende video, hvor Google forklarer deres nye TV-platform