Google slipper for en dyr retssag, efter at de tyske konkurrencemyndigheder har afvist en klage fra flere tyske medieforlag over, at internetgigantens søgemaskine giver folk adgang til nyhedsartikler.
12 tyske udgiverselskaber, heriblandt Axel Springer SE og Burda, gik i juni sammen i VG Media med krav om, at Google betaler dem for at gøre deres onlineartikler tilgængelige for alle gennem Googles søgemaskine.
Det har det tyske kartelkontor, Bundeskartelamt, imidlertid nu afvist.
Holder stadig et vågent øje
»Tilstrækkelig mistanke er altid nødvendig, hvis der skal indledes sager om misbrug. Klagen fra VG Media har ikke skabt dette,« siger præsidenten for kartelkontoret, Andreas Mundt, i en udtalelse.
Tyskland vedtog for lidt mere end et år siden, at udgivere kan forbyde søgemaskiner og tilsvarende tjenester at tage deres nyhedsartikler med i søgeresultaterne. Korte sammendrag er dog i orden.
Kartelkontoret har dog ikke helt skrinlagt sagen. Man vil følge Googles reaktion på udgivernes krav og står klar til at åbne en konkurrencesag, hvis der viser sig at være grund til det.
