Seks års kamp mellem de belgiske medier og internetgiganten Google er sluttet med tilfredshed i begge lejre.
De fransksprogede aviser stævnede i 2006 Google for at slå fast, at Google ingen ret havde til uden tilladelse og uden betaling at lade links til deres artikler indgå i søgeresultaterne. Den sag vandt medierne, og i maj fastholdt ankeretten afgørelsen.
Blev sur - gik i sort
Det gjorde Google så vred, at internetgiganten, som er den mest brugte søgetjeneste i Europa, udelod aviserne helt fra sine søgeresultater. Senere kom Google på bedre tanker og trak i land.
Nu er der ifølge nyhedsbureauet Associated Press indgået aftale om, at partnerne reklamerer for hinanden, og at Google får annoncer på avisernes netsteder.
Franske og tyske medier presser tilsvarende på for at få Google til at betale for at bruge deres nyheder og lade dem indgå i søgningerne og Googles egne nyhedsoversigter.
