Det er ikke en konkurrent til Facebook. Det er en udbygning af vores egne tjenester.
Sådan har skiftende topchefer fra Google gennem tiden sagt om Google+, der er Googles bud på et socialt medie, der blev lanceret for et par år siden under stor opmærksomhed. Dengang lignede netværket dog Facebook en anelse - men det gør det ikke mere.
Nu ligner det i stedet Pinterest - det pyntesyge og yderst hippe sociale netværk, der hitter stort i USA, især blandt kvinder.
Netværkets redesign var en del af gårsdagens hovedtale fra Google-stifter Larry Page på Googles udviklerkonference I/O i San Francisco - men der blev ikke umiddelbart fremlagt brugertal for netværket. Google har ellers ved flere lejligheder åbent fortalt, hvor mange netbrugere, der har oprettet en profil derinde - men tallene kan være svære at gennemskue, fordi netværket Google følger med den Google-konto, man eksempelvis skal bruge til at aktivere en Android-baseret mobiltelefon.
Og sådanne er der efterhånden solgt 900 mio. af, afslørede Google.
Hos Facebook har netværket rundet 1,1 mia. brugere - og til forskel fra Google , er der her tale om brugere, der aktivt har efterspurgt en Facebook-konto, og ikke blot fået den i tilgift med et andet produkt, fx en mobil.
Der har dog været flere forlydender om, at brugernes interesse for Facebook er begyndt at erodere - og senest har det været fremme, at teleselskabet AT&T overvejer at droppe salget af den første rendyrkede Facebook-mobil, HTC First, på grund af yderst slatten interesse.
Selv om Google oprindelig fik en ganske pæn modtagelse med boomende brugertal, har netværket siden været genstand for megen latterliggørelse, der fortrinsvis gik på, at der ingen aktivitet er blandt netværkets mange brugere. Det kan dog meget vel ændre sig. I det nye layout fokuserer Google meget mere på deling af ting - fotos, links, videoer og meget andet. Indholdet præsenteres på opslagstavleagtig vis i to spalter, med masser af muligheder for at kommentere og 'like' opslagene.
Samtidig er hele menuen flyttet ud af skærmbilledet, og skal trækkes ind, hvis man vil bruge det. Den sparede skærmplads bruges i stedet til at give folks billeder og andre delte elementer mere plads.
Med redesignet lægger Google sig dog ikke alene i slipstrømmen på Pinterest, men også på Facebook, der for nylig lancerede tilsvarende designændringer.
Det nye design søsættes sammen med en række nye funktioner. Google kan, som Twitter, bruge såkaldte hastags, fx #koldefadølinyhavn, der samler posts om netop dette emne. Denne funktion kan nu automatiseres, så Google selv hashtagger indlæg.
En håndfuld nye billedfunktioner er også kommet til - og hele Google Photos-delen er blevet redesignet, så det er lettere at finde rundt i sine billeder. Nyere Android-mobiler kan indstilles til at tage backup til netop Google og hardcorebrugere vil glæde sig over den nye redigeringsfunktion, der kaldes 'automatisk fotofiks' på dansk.
Google fremstår meget minimalistisk og 'rent' i forhold til Facebook - men Facebook har dog fortsat en ting, som Google ikke har: aktive brugere.
