Fra grønne trækroner til tykke stammer.

Med nye billeder tager Google regnskovsinteresserede med på tur i regnskoven i Amazonas. Billederne, der er Googles seneste tilføjelse til de digitale kort, gør det med funktionen »Street View« muligt både at skue op i trækronerne, kigge ned i den bladklædte jord og sågar bevæge sig rundt mellem træerne og på små floder i Amazonas regnskovsområde - helt uden at booke flybillet, trække i trekkingtøjet eller få sved på panden.

Den digitale udgave af regnskoven er blevet mulig, efter Google har fløjet et af sine såkaldte »Street View«-kameraer ned i skoven med en wire og taget billeder med 360 graders vinkel rundt i skovens buskads, skriver BBC.

»De fleste mennesker kommer ikke i regnskoven i deres levetid,« siger Googles talsmand Laurian Clemence, der udover at give folk mulighed for at tage et kig i regnskoven også håber, at miljøforkæmpere vil anvende den nye »Street View«-funktion:

»Vi håber, at miljøforkæmpere vil bruge det som et redskab til at se, hvad der findes i regnskoven,« siger hun ifølge BBC.

Fotograferingsprojektet er et samarbejde mellem Google og Amazonas Sustainable Foundation (FAS), der kæmper for blandt andet bæredygtigheden i den knap syv millioner kvadratmeter store regnskov. Arbejdet med at gøre regnskoven farbar fra skærmen startede allerede i 2010, hvor trekkere fotograferede floderne Aripuanã og Madeira i regnskoven.