Hvorfor hun bliver hyldet af søgegiganten Google lige netop i dag, kan man kun gisne om - bortset fra, at hun ville være fyldt 127 år i dag.
Men omvendt er der altid grund til at hylde den danske seismolog og statsgeodæt Inge Lehmann. For hun må betragtes som en af danmarkshistoriens største videnskabsfolk - og som den måske mest oversete.
Når man i dag, onsdag, går ind på verdens mest benyttede søgemaskine, bliver man mødt af en tegneserieagtig animation af Jorden og dens kerne, og hvis man klikker på billedet, ruller sidehenvisninger til Lehmann op en masse.
Hvorefter man kan læse side op og side ned om den enestående kvinde, der i en vis forstand opdagede selveste Jordens kerne. Og som på baggrund af analyser af bølger fra jordskælv i New Zealand på den stik modsatte side af kloden kunne fastslå, at den inderste del af kernen ikke er flydende, men snarere fast.
Inge Lehmann blev med andre ord den første, der udstyrede videnskaben med en form for jordpenetrerende briller.
Men Inge Lehmann gjorde mere end det:
Hun var den første, der lavede en grundig kortlægning af historiske danske jordskælv. Hun fik en hel grænseflade i Jordens indre opkaldt efter sig, Inge Lehmann-diskontinuiteten.
Hun modtog som den første kvinde den store geofysiske pris, Bowie-medaljen. Hun skrev sin sidste videnskabelige artikel i en alder af 99 år, og hun var hele 104 år gammel, da hun døde i 1993.
I øvrigt blev hun tidligere i år portrætteret i et smukt TV-program på DR K i serien »Store Danske Videnskabsfolk«.
Google har det med at hylde historiske begivenheder og personligheder på skæve jubilæums- og fødselsdage. Og Inge Lehmann kan meget vel være blevet hevet ind i rampelyset på grund af de aktuelle og tragiske jordskælv i Nepal.
Hvert eneste sekund bliver der foretaget over 40.000 googlesøgninger, og på en gennemsnitsdag bliver det til over 3,5 milliarder. Så man må i den grad sige, at den enestående dansker kommer i det globale rampelys i dag.
