Google Earth kan nu måle naboens hus og afstanden til Nordpolen
Nyt måleværktøj til afstande og arealer på Googles jordklodekort.
Nyt måleværktøj til afstande og arealer på Googles jordklodekort.
På internetgiganten Googles detaljerede jordklodekort kan man nu måle afstande og se, hvor stort et areal - f.eks. en grund - egentlig er.
Google har indført de nye funktioner på Google Earth set gennem Googles egen internetbrowser, Chrome, og i Google Earth-appen på Android-telefoner. iOS-udgaven er på vej, lover Google.
Måleværktøjet virker ved, at man markerer et punkt på landkortet og med musen trækker en linie hen mod det punkt, som man vil måle afstanden til. Herefter vises afstanden i luftlinie, anført i såvel kilometer som miles.
Man kan også markere en bid af et kort og derefter få vist i kvadratmeter (eller kvadratfod), hvor stort det er. På den måde kan man f.eks. måle naboens grund, Amalienborgs areal eller den lokale park op. Måleværktøjet er ikke begrænset til at måle firkantede områder op. Man kan markere omridset, så også bygninger, et fodboldstation, stater, øer og lande kan måles.
Selvsagt er det så som så med nøjagtigheden på både areal- og længdemålingerne.
Google Earth blev åbnet i juni 2001 som den første store, offentligt tilgængelige samling af luftfotos af Jorden. Google Earth viser jordkloden i 3D, så man kan dreje den rundt som en gammeldags globus og zoome ind og ud og på den måde nærstudere geografien ved hjælp af millioner af fotos fra forskellige vinkler.