Martin Krasnik står med sin journalistiske tilgang over for nogle udfordringer i sit arbejde. Krasnik gør i sin journalistik ofte brug af et polariserende og fjendtligt sprog, der skiller befolkningsgrupper, og det bliver derved sværere for dem at indgå i dialog med hinanden.
Krasnik har et enormt ansvar og en enorm magt for det, han vælger og det, han undlader at tale om, og hans tendens til at indsætte bl.a. magthavere som skurke, sig selv som helt og borgerne som ofre for skurkenes ugerninger ses sjældent at være frugtbart.
Læs også: Martin Krasnik fucker med det hele...
Martin Krasnik kan ses som eksperten i at orkestrere det gode skænderi – som en selvudnævnt moralens vogter og dommer over, hvem der ryger i den offentlige gabestok. Som Krasnik har sagt, så er god journalistik, »når vi er tæt på at ende i korporligt slagsmål«, han har en iboende antagelse om, at skurkene forsøger at »sabotere samtalen«, og hans opgave er »med et slagvåben... at smadre deres sabotageforsøg«. Man kan få en hypotese om, at gå ind i en dialog med sådan et begrebsapparat nødvendigvis må ende i et sprogligt og relationelt blodbad.
Det lader ofte til, at Krasnik henter sin journalistiske tilgang og forståelse fra den del af naturvidenskaben, der bygger på realismen – en tilgang som ret tydeligt kan anes i det såkaldte »journalistløfte«. Her er der en overbevisning om entydighed, hvilket ikke i særlig høj grad er åben over for tvivl, flertydighed og selvrefleksion. F.eks. har Krasnik i interviews talt om »et objektivt faktum«, og med sin universitetsuddannelse positionerer han sig selv som »klogere end andre, der ikke har taget en universitetsuddannelse«. Hvordan forstår Krasnik mon begrebet »klog«?
Journalister som især Martin Krasnik har et stort ansvar for begivenhedernes gang i samfundet. Det verdensbillede, som journalister kommer til at videreformidle via medierne, risikerer at blive skævt som følge af den nedarvede opfattelse af, hvad der er en »rigtig« og god nyhed.
Læs også: Krasniks jødiske bryderier
Den journalistiske selvforståelse er historisk og kulturelt skabt, men passer den ind i en kompleks, foranderlig og globaliseret verden? Der er mildest talt mange udfordringer på alle planer i den verden, vi alle er en del af. Vi må alle finde veje til en bedre sameksistens, og her spiller journalistik og medier en meget vigtig rolle.
Man kan stille sig selv spørgsmålet, om Krasnik magter at løfte rollen som understøtter af mellemfolkelighed, demokrati og sammenhængskraft i en verden præget af stigende kompleksitet og diversitet? På hvilken måde bidrager Martin Krasnik mon til at skabe et bedre samfund og en bedre verden?
Krasnik vedgår i et interview i Politiken, at han ikke er specielt selvkritisk. Mon ikke det ville være hensigtsmæssigt for Krasnik – og andre dele af journaliststanden – at invitere sine kolleger og sin arbejdsgiver til at skabe refleksive oaser i det journalistiske kontorlandskab i en tidspresset hverdag, hvor selvkritiske overvejelser bliver mulige? Derved kan de i højere grad være med til at finde nye veje til en bedre sameksistens.