Fra klokken 10 er der i dag åbningsdebat i Folketinget.
Åbningsdebatten afholdes altid torsdagen efter statsministerens åbningstale, der indleder et nyt folketingsår den første tirsdag i oktober.
Formelt kaldes åbningsdebatten »forhandlingen om åbningsredegørelsen«. Her kommenterer og debatterer partierne det, statsministeren sagde i sin åbningstale.
Åbningsdebatten starter klokken 10.00 og varer som regel lang tid. Meget lang tid. Nogle gange til langt over midnat.
Debatten bliver afbrudt af to pauser af en times varighed. En klokken 12 og en klokken 18.
Under debatten går hvert partis ordfører på talerstolen og holder en ordførertale på 10 minutter.
Nogle partier sender formanden, andre den politiske ordfører. Rækkefølgen er bestemt efter partiernes størrelse. Med den nuværende mandatfordeling begynder Socialdemokraterne.
Efter hver tale er der mulighed for, at folketingsmedlemmerne kan stille spørgsmål til den pågældende taler. Der stilles to korte bemærkninger for hver spørger. Seancen skal være afviklet inden for 45 minutter.
Når alle partier har været repræsenteret på talerstolen, får statsministeren ordet. Der er mulighed for korte bemærkninger til statsministerens indlæg i en time.
Så er det tid til anden runde. Her får ordførerne endnu engang mulighed for at komme med indlæg (denne gang kun fem minutter). Det efterfølges af spørgsmål fra salen.
Denne runde sluttes også med, at statsministeren indtager talerstolen. Det indlæg må vare 15 minutter, mens der er tid til korte bemærkninger og spørgsmål i op til 30 minutter.
På et tidspunkt slutter debatten. Først en gang i aften, og måske først, når torsdag er blevet til fredag. God fornøjelse - du kan følge debatten live på b.dk og politiko.dk hele dagen.