Godsejerfruen Lone Moldrup fra Lerbæk Skovgods ved Vejle er blevet kendt personlig konkurs af skifteretten i Kolding.

Det skriver Jyske Vestkysten.

Avisen skriver, at godsejerfruen sammen med sin mand har drevet godset som virksomhed, men at det ikke er godset, der er gået konkurs, men derimod Lone Moldrup, der personligt er kendt konkurs.

Det betyder blandt andet, at den 178 kvadratmeter store ejendom, som ligger overfor det store gods, som tidligere var kendt som Lerbæk Mølle, skal sælges.

En kurator er i øjebliket i gang med at opgøre Lone Moldrups konkursbo med henblik på at betale den samlede gæld.

»Jeg har ikke gjort gælden op endnu, men det er på den anden side af 15 millioner kroner. Proceduren er den, at der nu er udskrevet et konkursdekret, og så skal kreditorerne gøre deres krav gældende overfor mig. Så må jeg gøre op, hvad der er af aktiver og fordele, hvad der er tilbage blandt kreditorerne. Jeg kender ikke værdien af Lerbæk Møllevej 1 (Lone Moldrups hus, red.), men jeg skal have en mægler på, og så skal vi have den solgt,« fortæller kurator for Lone Moldrups konkursbo, Christian Jul Madsen.

Lerbæk Mølle blev opført i 1909 som en valsemølle, men mølledriften blev indstillet i 1956. Lone Moldrup overtog med sin mand, Bror Moldrup, møllen i 1995 med en drøm om at drive hotelvirksomhed på stedet.

Bror Moldrup bliver ikke omfattet af sin kones konkurs, da ægtefæller ikke hæfter for hinanden.