Da daværende fødevareminister Dan Jørgensen (S) for fire år siden i dyrevelfærdens navn påbød, at danske kalve, geder og lam i fremtiden skulle skydes i panden med en boltpistol, før de fik skåret halspulsårerne over, som det er kutyme for rituel slagtning ifølge flere tusind år gamle religiøse skikke, så det religiøse Danmark rødt.
Et påbud om at bedøve kvæget, før man skar spise- og luftrør over i et tværgående snit og derefter lod kvæget forbløde, ville være et så fundamentalt angreb på jøder og muslimers ret til at udøve deres skikke, at det var en regulær knægtelse af religionsfriheden, lød det. Jødisk og muslimske organisationer truede med at sprede »halalprotester« til hele verden. Danmark risikerede at blive kastet ud i en ny Muhammed-krise.
»Man fremstiller jødedom og islam som barbariske religioner, og det kan vi ikke leve med. De eneste andre lande, der har forbudt rituel slagtning, er Schweiz, Norge og Sverige, og de indførte alle sammen forbuddet i 1930erne, det vil sige i nazitiden,« lød det fra tidligere overrabbiner Bent Lexner, som ikke mente, der var noget i de videnskabelige undersøgelser, som tydede på, at schæchtning eller halalslagtning skulle være en mere smertefuld måde at dø på. Omend han – som han tilføjede – ikke havde evner til at tale med dyr og derfor jo ikke kunne spørge dem selv.
Formand for Det Dyreetiske Råd og vicedirektør for Zoologisk Have Bengt Holst, der året forinden var blevet verdenskendt for havens usentimentale slagtning af en nyfødt giraf, var ikke enig: »Vi taler om pattedyr, og de kan føle smerte. Det kan man måle. Hvor meget, de så når at opfatte, ved vi ikke med sikkerhed, men her må vi lade tvivlen komme dyrene til gode,« fastholdt han over for Kristelig Dagblad.
Dyrevelfærden vandt over hensynet til religionsfriheden. Loven blev vedtaget. Muslimer og jøder udvandrede ikke fra Danmark i tusindvis. Og trods en vis international opsigt og direkte kritik fra Europarådet, blev Danmark ikke kastet ud i en ny Muhammed-krise.
Men tilliden mellem de religiøse mindretal i Danmark og staten led et alvorligt knæk.
Sårede følelser
Når det i dag er værd at minde om dramaturgien i forløbet op til Dan Jørgensens fire år gamle slagtelov, skyldes det naturligvis borgerforslag FT-00124, der i disse uger på ny har sat religiøst blod på den politiske dagsorden.
Denne gang handler det ikke om kvæg, men drengebørns kønsorganer. Og selv om et flertal af Folketingets partier efter interne gruppe-, krise- og dialogmøder ser ud til at være blevet enige med sig selv og hinanden om at stemme imod, når borgerforslaget når 50.000 stemmer og dermed skal realitetsbehandles af de folkevalgte, har forslaget om at indføre en mindstealder på 18 år for omskæring i den grad vakt de sårede følelser til live igen.
Et massivt flertal af danskerne er ifølge en ny Gallup-måling for Berlingske tilhængere af et forbud mod omskæring af børn.
Som Jair Melchior som nytiltrådt overrabbiner bemærkede i et tiltrædelsesinterview i Weekendavisen året efter den nye slagtelov:
»Det, Dan Jørgensen gjorde mod os (at forbyde rituel slagtning uden bedøvelse, red.), er meget værre end chikanen på gaden. Omskæringsdebatten er også forfærdelig. Den bliver drevet af en ekstrem gruppe, der nærmest er mere religiøs end os. Vi kan godt klare ikke at gå med kippa, men et forbud mod omskæring kan vi ikke klare.«
Den alvorligste fare, understregede overrabbineren, ligger ikke i, hvad muslimerne gør ved jøderne, men hvad flertallet gør.
Det flertallet, ifølge minoriteterne, i disse år gør, er bid for bid at fjerne religionsfriheden i Danmark. Tilmed akkompagneret af hvad jøder og muslimer oplever som en perfid anklagende tone. Som debattør og forfatter Tarek Ziad Hussein bemærkede i et debatindlæg i Berlingske om muslimernes fravær i omskæringsfighten:
»Kald mig endelig ømskindet, men jeg deltager simpelthen ikke i en debat, som starter med at antyde, at jeg »kønslemlæster«, »tvangsamputerer«, »skamferer« og begår overgreb på mine drengebørn.«
Sundhedsargumenter trumfer
For jøder er omskæring af nyfødte drengebørn på ottendedagen selve adgangsbilletten til at blive jøde. Det er hovedstolen, der er under angreb, hvis man forbyder et kirurgisk indgreb, som gør det muligt at vise, at man tilhører Abrahams slægt, forklarer Brian Arly Jacobsen, der er religionssociolog ved Københavns Universitet.
Når temaet også vækker store følelser i den brede ikke-jødiske befolkning, skyldes det, at omskæringsspørgsmålet om noget udstiller sammenstødet mellem to centrale retsprincipper, der kæmper om forrang i det moderne samfund: Individets frihedsrettigheder over egen krop over for det religiøse samfunds eller forældrenes ret til at videreføre sine identitetsskabende ritualer til børnene.
»Det er et klassisk sammenstød mellem et rationelt, videnskabeligt menneskesyn og så et religiøst eller kulturelt,« siger religionssociologen.
Samtidig udstiller den uforsonlige debat, hvor det fyger med anklager om lemlæstelse, antisemitisme, og islamforskrækkelse, hvor vanskeligt det er at diskutere, når argumenterne i de to fløje hviler på så væsensforskellige udgangspunkter. Derfor ender diskussionen ofte i en kamp om sundhedsfakta.
Men også her støder dialogen hurtigt på grund.
I Danmark læner Sundhedsstyrelsen sig op ad de amerikanske sundhedsmyndigheder og WHO, som klart argumenterer for, at omskæring ikke er problematisk. Der er dog begyndt at dukke nye studier op, som faktisk dokumenterer risici.
»Det er klart, at begge parter prøver at bruge sundhedsvidenskabelige argumenter til at understøtte deres pointe – og dem kan de også begge finde,« siger Brian Arly Jacobsen.
»Sundhedsfakta trumfer. Men området er stadig underbelyst. Hvis først WHO og amerikanerne ændrer holdning, vil der givetvis ikke gå lang tid, før vi får et forbud i Danmark. Men så længe de ikke gør det – og det tror jeg ikke sker foreløbigt – vil de principielle argumenter i debatten nok blive ved med at fylde mest.«
Og så er vi tilbage ved en diskussion, hvor parterne taler forbi hinanden efter den gamle anekdote »Goddag mand, økseskaft«.
Dyr bedre beskyttet end drengebørn
Sagen kompliceres selvsagt af, at det ikke blot er en lille ukendt minoritets obskure skikke, der diskuteres. Omskæring af drengebørn er ifølge Verdenssundhedsorganisationen, WHO, det mest udbredte kirurgiske indgreb i verden. Det anslås, at ca. 30 pct. af alle verdens mænd er omskårne. Herunder også flertallet af mænd i USA. Herhjemme skønner Sundhedsstyrelsen, at 1.000-2.000 drenge i Danmark bliver rituelt omskåret hvert år.
»Jeg er ikke bleg for at sige, at hvis det kun var muslimer, som blev omskåret, var det givetvis blevet forbudt for længe siden,« siger Brian Arly Jacobsen.
Men det er ikke kun muslimer. Det er også jøder. Og det er stadig – om end andelen er aftagende – mange sekulære i USA. Det er derfor, at den danske debat om omskæring har sprængstof i sig til at spilde over i udenrigs- og sikkerhedspolitik.
Det samme sagde man om schæchtning og halalslagtning uden bedøvelse. Alligevel vandt dyrevelfærden med Dan Jørgensen i spidsen dengang over religionen.
»Nogen argumenterer, at man i den forstand faktisk sikrer dyrs rettigheder bedre, end man sikrer små drengebørns,« siger Brian Arly Jacobsen. »Det er nu nok en stramning, for dyrene bliver jo slagtet til sidst.«
Selv om forbuddet forløbigt er lagt politisk dødt for 2018, er det i lyset af den store opbakning i befolkningen, ifølge ham, dog ikke utænkeligt, at Danmark inden for en årrække kan blive det første land i verden, som forbyder omskæring.
Vil det så føre til masseudvandring og en ny Muhammed-krise, som flere advarede om, da regeringen skærpede reglerne for rituel slagtning?
»Det vil i hvert fald ikke ske uden negativ international opmærksomhed og en sikkert endnu mere betændt debat.«