Den nye model går under navnet Resound Linx Quattro og er ifølge GN selv verdens første høreapparat i »premium-plus«-klassen.
»Det er designet for folk, der vil have den bedste teknologi og ønsker en strålende lydoplevelse med fantastisk taleforståelighed selv i støjende situationer,« skriver GN i en pressemeddelelse mandag eftermiddag.
GN praler også af, at Linx Quattro kommer med markedets bedste genopladelige batteritid. Blandt andet kan det ifølge GN holde i 24 timer, selv om det streamer i halvdelen af tiden. Uden streaming kan det holde 30 timer, når det er fuldt opladt.
Linx Quattro-serien, der bygger videre på Resound Linx 3D-teknologien og 2,4 GHz-platformen, bliver lanceret i slutningen af august.
Apparatet tilbydes både med genopladelige og udskiftelige batterier og kun i et nyt »premium-plus«-prisleje, uden at GN dog specificerer, hvor dyrt det er.
GN-aktien stiger fra omkring 304,50 kr. til 310,80 kr. oven på nyheden - en fremgang på næsten 2,1 pct.
GN afholder desuden telekonference tirsdag klokken 15 for at fortælle mere om apparatet.