Men med det, der er blevet kaldt verdens smukkeste bindingsværkshus, samt to kirker på UNESCOs verdenskulturarv-liste, byder byen på langt mere end julestemning og glühwein. 

Man fristes til at tro, at man er trådt ind i kulisserne på en af de gode, gamle tv-julekalendre. 

De høje grantræer på torvet er overhængt med lyskæder. Lygtepælene langs de omkringliggende gader har fået nissehuer på toppen. Byens lyd af snak og trængsel bliver med mellemrum afbrudt af fine, plirrende toner fra Rådhusets klokkespil. Og ikke mindst bygningernes imponerende og intakte bindingsværksfacader bidrager til den spirende tvivl, om tiden egentlig er blevet skruet lidt tilbage.

Det er dog ikke jul i Gammelby, men jul i Hildesheim. En by – midt i den tyske delstat Niedersachsen – der i mere end 1.000 år har fungeret som kulturelt centrum mellem Harzens fjelde og det nordtyske lavland. Og som i dag er kendt for sit årlige, stemningsfulde julemarked på det historiske torv midt i byen. 

Her står den sirligt udskårne »jyle-pyramide« i træ. En opsats, der mest af alt ligner et overdimensioneret stykke mekanisk legetøj. På tre etager troner træfigurer af De Tre Vise Mænd, Jomfru Maria, Jesusbarnet og en håndfuld standhaftige soldater, der egentlig synes lidt malplaceret i sammenhæng med juleevangeliets hovedpersoner, mens en stjernehimmel af kunstfærdigt udskåret træ snurrer rundt for oven. 

Alt funkler og skinner af lyset fra de 3.200 små LED-pærer, der er strøet gavmildt ud over hele molevitten. 

Bockwurst, currywurst og weisswurst i lange baner

Nedenunder pyramiden piler folk ind og ud mellem hinanden og de godt 75 boder, der bugner af varer. Fra julenips i plastic og polyester, billige smykker og etniske tekstilvarer til ægte og ordentligt kunsthåndværk, adventsdekorationer og smuk pynt til juletræet derhjemme. 

Og så er der alle de stande, der sender liflige dufte ud over hele markedet. Nødder, marcipankugler og Berlinere. »Snebolde« af klejnedej og glasur, chokolademus på pinde og kandiserede æbler. Sukker, knas og kager i alskens kreative farver og former. Ikke underligt, at glasruderne foran lækkerierne er mere eller mindre fedtede af alle de børnefingre, der har peget på »Den dér«. 

Er det mere sult end sød tand, der trækker, er der franske crêpes, hollandske madvafler og vietnamesiske grøntsagsretter. For ikke at tale om bockwurst, currywurst og weisswurst i lange baner. Og til dem, der virkelig vil have varmen på en kold vinterdag: Glühwein, Romtoddy og Lumumba, der serveres dampende varme i kulørte papkrus. Ved enkelte boder er der borde og bænke, så fødderne kan få et hvil.

verdens smukkeste bindingsværkshuse

Julemarkedet kitch er ikke til at komme udenom, men selv plasticrensdyr i kunstige snelandskaber eller miniudgaver af julemanden i sin kane overskygges af markedspladsens nærmest eventyrlige og helt fantastiske baggrund: Bygningerne, der omkranser det historiske torv. 

»Knochenhauer-Amtshaus« knejser i det ene hjørne. Det 26-meter høje hus med syv etager af tætsiddende vinduer og renaissance-dekorationer er fra 1529 og anses for at være et af verdens smukkeste bindingsværkshuse. Dengang var det Slagternes Gildehus, i dag huser det Hildesheim bymuseum og i stueetagen en stor restaurant, hvor man kan kan indtage et godt solidt måltid i den gammeldags-indrettede krostue. 

Gildehusets pragt bliver dog stærkt udfordret af nabobygningerne – bindingsværk efter bindingsværk i de traditionelle sort-hvide-farver, huse fra 1500-tallet, der glimter om kap med deres renaissance-karnapper og guldrelieffer, stukdekorerede Rokoko-levn eller rådhuset i gotisk stil, der er et af de ældste rådhuse i Tyskland. 

Egentlig er det et held – og et tegn på det forgangne bystyres fremsynethed – at man overhovedet kan få lov til at nyde det arkitektoniske syn, for flere af de historiske bygninger i bykernen blev ødelagt af et bombeangreb i marts 1945. 

Et par år forinden havde byen imidlertid besluttet at få lavet gipsaftryk af de forskellige, værdifulde træsnit på husene, der var taget en mængde fotos og bygget trækopier af bygningerne, så alt kunne rekonstrueres efter krigen. Det blev der som bekendt brug for, og byrådet satte i 1984 gang i arbejdet med at bygge hele torvet op påny.

Glögg-duft og julemænd

Har man fået nok af glögg-duft og julemænd, kan børn og barnlige sjæle kaste sig over forlystelserne på de to nærliggende pladser – Platz an der Lilie og Pferdemarkt – hvor der tillige er masser af boder, men også mulighed for at tage en tur i radiobil til lyden af julemusik, prøve karrusellen eller se julemarkedet lidt fra oven fra mini-pariserhjulet. 

Er man til mere kulturelle adspredelser kan man tage en sightseeingtur rundt i byen til blandt andet de to kirker, som siden 1985 har figureret på UNESCOs prestigefyldte liste over verdens kulturarv. Med sit massive stenværk og skydehuller i hjørnetårnene ligner den ene af dem, St. Michaelis, mere en fæstning end en kirke, og den bliver da også kaldet »Gudeborgen«. Loftsmaleriet i kirkeskibet, der er fra det 12. århundrede, forestiller Jesus’ stamtræ.

Den anden er domkirken, der er verdensberømt for sine bronzedøre fra 900-tallet og den såkaldte »Kristussøjle« med afbildninger af Kristus’ gerninger. Det er også ved domkirken, at man finder Hildesheims store pryd: »Der Tausendjähriges Rosenstock« (Den tusindårgamle rosenbusk, red.).

Helt bogstavelig talt en rosenbusk, der vokser op ad klostermuren i domkirkens indergård, og altså angiveligt har gjort det i mere end tusind år og derfor anses for at være verdens ældste, levende rose.

Kirkerne er slet ikke svære at finde, heller ikke efter et par krus glühwein på julemarkedet, for et turistvenligt system med små rose-symboler, malet på eller graveret ned i fortovene – den såkaldte Rosenrute – viser vej gennem byen til de vigtigste seværdigheder. 

Og efterfølgende tilbage til gågaderne, småkagerne og julehyggen.