Det er ikke kun Liu Xiaobos stol til uddelingen af Nobels Fredspris, der står tom. Masser af lande har efter Kinas globale rundspørge valgt at melde fra til uddelingen eller har udtrykt deres forståelse for Kinas officielle holdning. Vi har 101 lande. I er 27 fik jeg at vide den anden dag til en konference her i Beijing fra det officielle Kina. Kina har valgt at tage handsken op og gøre offensivt op imod pristildelingen. Det sætter ekstra fut under kedlerne på den globale værdikamp. Europa står på det tabende hold - hvis man skal følge den kinesiske optælling.

Liu er symbolet på den demokratiske forandring som Vesten, og nogle kinesere håbede på ville komme i Kina. Liu Xiaobo er en stærk og stædig personlig fortælling om en mand, der holdt fast i sine holdninger fra 1989 og frem. I 2008 var Liu hovedinitiativtager til Charter 08, som plæderede for politisk reform i Kina og for, at Kina opfylder de værdier, der står i den kinesiske forfatning om blandt andet individets rettigheder. Men Lius Nobelpris er mere end historien om en mands kamp mod et autoritært system. Den er også fortællingen om et magtskifte mellem øst og vest. Det er fortællingen om et Europa, som efterhånden er i mindretal i den globale værdikamp. Det er fortællingen om Kina, som udviklede sin egen model med markedsøkonomi og autoritært system. Det er fortællingen om et både mere selvtilfreds og mere usikkert Kina, der føler sig misforstået af omverden.

Liu Xiaobo kommer til at starte, hvor en anden nobelprismodtagers fortælling, nemlig Dalai Lamas, slutter. Dalai Lama er efterhånden en nobelprismodtager, ingen statsledere vil mødes med mere. Agent orange, som han kaldes bag lukkede døre i diplomatiske kredse, koster nemlig på handelsbalancen med Kina. Det viser en ny universitetsrapport også. Kina har skræmt de fleste europæere på plads med trusler og handelskneb. Liu bliver desværre nok den nobelprismodtager, som statsledere - også Europas - heller ikke vil gøre meget for ikke at komme til at møde. Praktisk nok sidder han i fængsel. Det europæiske mod rækker nok kun til at deltage i prisuddelingen. Der bliver pres fra NGOer for ved hvert møde med Kinas ledere at drøfte Liu, men det bliver kort og rituelt, hvis man overhovedet kan få navnet over sine læber, som Sarkozy ikke kunne under det nylige besøg af Hu Jintao.

Kinas regering har selv været med til at bane vejen til en Nobelpris. Først den uhørt lange fængselsstraf på 11 år. Så truslerne til priskomiteen om ikke at uddele den til Liu. Endelig skød man sig selv i foden med den hårdhændede strategi og trusler om repressalier, hvis andre lande mødte op. Dermed gjorde man det til en global værdikamp. Selv for vankelvorne europæere blev det for meget at få dikteret, hvilke prisuddelinger man burde deltage i inden for Europas grænser.

Vi startede et helt andet sted for 21 år siden. Der var vi midt i 1989-optimismen. Troen på historiens afslutning formede sig. Muren var faldet og i dens kølvand forsvandt autoritære systemer som dominobrikker. Vi forestillede os, at vores verdensbillede havde vundet. Der var enkelte systemer som endnu ikke havde kravlet de sidste trin op ad stigen til liberalt demokrati.

Kina var den store tilbageværende brik af autoritært system. Efterdønningerne af studenteroprøret på Tiananmen i 1989 cementerede en forestilling om, at det kun var tale om tid, før Kina ville forandre sig i samme retning. Forandringskræfterne var til stede internt og det galdt om at understøtte dem. Lige siden har Europa aktivt støttet menneskerettighedsaktivister i Kina som Liu Xiaobo, der startede sin aktivisme i 1989 og har fortsat siden. I 1990erne startede et gryende, men hastigt voksende handelssamarbejde med Kina. Endemålet var det samme. Kina ville forvandle sig igennem at mødes med vestlige handelsfolk, varer på tværs af landegrænserne og nye forbrugsmuligheder. Kina valgte forandringen og kontakten med Vesten. Landet løfter vedvarende millioner ud af fattigdom og gennemfører store reformer. Men man er stoppet et solidt stykke fra individets rettigheder og demokrati for at sikre et fortsat et-partisystem. Man gennemførte kunststykket at forandre Kommunistpartiet til at blive det globale Kapitalistparti.

Den europæiske skuffelse over Kinas manglende sidste skridt i landets udvikling kommer nu til fuldt udtryk omkring Nobelprisen. Det gjorde den også ved de europæiske demonstrationer ved OL-faklens gennemrejse i europæiske byer. Der er også en solid industri af menneskerettigheds-NGOere til at puste til gløderne. Derudover sammenblandes bredere nervøsitet i forhold til Kinas økonomiske styrke. Det afspejler sig i europæiske meningsmålinger, der viser, at den negative opfattelse af Kina er støt stigende. På den anden side af den kinesiske mur er der lige så stor uforståenhed. Kinas regering ser det som en trussel mod styret, at Liu tildeles prisen og som et angreb på Kinas retlige suverænitet. Man føler sig misforstået af Vesten over en bred kam. Styret er lige dele selvsikkert på grund af sin økonomiske formåen og lige dele dybt usikkert. Selv OL, Expo og officielle kulturcentre har ikke bibragt den respekt, man ønsker sig. Derudover står man over for et lederskifte i 2012, der giver ekstra nervøsitet. Nobelprisen tages seriøst i Kina. Der er oprigtig tristhed over ikke at have nogle kinesiske nobelprismodtagere særligt inden for videnskab, hvor der kun har været uddelt til oversøiske kinesere. Desuden har der været rygter om, at den kinesiske præsident Hu Jintao og Taiwans præsident Ma Jing-jeou kunne modtage Nobelprisen for indsatsen for at skabe fred i Taiwan-strædet. En Nobelpris ville være en af de sidste byggesten i Kinas internationale anerkendelse. I stedet blev den en påmindelse om det pariastempel, som stadigvæk kan sættes på Kina, verdens nu anden største økonomi. Nobelprisen har derfor desværre også mulighed for at forstærke tendenser til større kinesisk nationalisme og til en større civilisationskløft. Kinesere føler sig misforstået af omverdenen - ligesom før og under OL i 2008. Afviser de os nu, fordi vi faktisk er successfulde? Handler det om, at vi ikke vil acceptere dem på lige fod, nu hvor de klarer sig bedre end os økonomisk? Statskontrollerede medier forstærker naturligvis den selvfølelse hos den almindelige kineser. Men der er en grundklang, som ikke er statstyret og ægte nok. Kinas befolkning er faktisk ret tilfredse med den måde, deres ledere har klaret landet igennem den økonomiske krise. Det føler mange ikke, at andre systemer - inklusive et demokratisk - ville have kunne bragt dem. Vi må ikke lade kampen om Nobelprisen og værdier yderligere splitte sympatierne imellem de kinesiske og europæiske folk. Kina er en hel civilisation i al sin mangfoldighed. Det skal vi respektere og ikke kun reducere til et spørgsmål om rettigheder.

Hvor ender vi så? I slutningen af 2010 er den vestlige fremskridtstro falmet. Druknet i finans- og eurokrise. Det viser både os og omverdenen, at demokratier også kan gå ned ad bakke økonomisk. EUs vilje til at være fakkelbærer for menneskerettigheder og demokrati er dalet. Vi ville helst føre an i historiens medvind, når farverevolutioner næsten udbrød af sig selv. Men værdier er kun overbevisende, hvis man både tror på dem og markerer dem. Europa træder ikke i pedalerne, nu hvor der der er modvind på cykelstien. Det viste sig også lige, da Liu modtog Nobelprisen, hvor der kom nogle forkølede europæiske udtalelser, hvor blandt andre Kommissionens formand glemte at opfordre til at løslade Liu.

Vi er blevet usikre af den nye konkurrence. Der er kommet globale alternativer som den kinesiske model, der kombinerer høj vækst med markedsøkonomi, dele af en retsstat og et autoritært system. Der skabes den vækst, som demokratiet ellers skulle være en garant for. Det er ellers nu, det virkelig kan siges, at man skal vælge menneskeretigheder og demokrati, fordi man tror på de menneskelige værdier og udviklingspotentiale. Ikke fordi det nødvendigvis skaber den hurtigste økonomiske udvikling. Den høje vækst har Kina vist kan opnås uden. Kampen om Nobelprisen giver også nye spirer af håb for universelle værdiers bannerførere. Nyere demokratiske lande har meldt sig på banen. Eksempelvis møder Sydkorea og Indien på trods af kinesisk pres også op i Oslo. Forhåbentlig kan over en milliard indere, japanere og sydkoreanere bære de universelle værdier videre igennem Asiens århundrede.