Hvorfor fordømmer vi i vore dage korporlig afstraffelse af børn?

Hvorfor er »den gode far« en mand, som prioriterer sine børn over sit job, skifter ble og køber en fornuftig stationcar fremfor den labre sportsvogn, han altid har drømt om? Hvorfor er vi blevet så travlt optaget af i curling-stil at feje alle problemer væk fra vores børns livsvej, at psykologer ligefrem slår alarm?