Forleden viste min 23-årige datter mig et Facebook-foto af en af sine gamle skolekammerater.
»Prøv at se, hvor meget hun har forandret sig, far.«
Jeg kunne ikke se nogen forandring, for jeg genkendte slet ikke den unge kvinde. Det viste sig, at hun var en veninde, der på rekordtid var forvandlet fra lys poptøs til sort BZer efter studiestart.
Jeg kom til at tænke på Darwins udviklingslære »The survival of the fittest.« Som bekendt betyder det ikke, at den stærkeste overlever. Dét gør den, der er bedst til at tilpasse sig. På den måde behøver min datters gamle veninde ikke at frygte noget. Hendes tilpasning er 100 pct.
Mennesket har i det hele taget en fantastisk tilpasningsevne, hvilket har bragt os øverst i fødekæden. Vi kan tænke abstrakt, vi kan forestille os en fremtid, og vi kan foregribe og reagere på trusler, der endnu ikke har ramt os. Vi har alle forudsætninger for at vinde. Det har vi også brug for.
For vi lever i en tid, hvor forandringen er eneste konstans. Vi mennesker hader bare forandringer. Vi vil forfærdeligt gerne udvikle os, men hader at skulle forandre os. Måske er det også en fejlslutning, at vi skal forandre os for at passe ind. For den, der er i stand til at tilpasse sig 100 pct., har ingen personlighed længere. Vi skal i stedet udvikle os – og især udvikle det uden for os.
Vi har om noget brug for personligheder – til at udvikle Danmark og verden. Vi har brug for originaler, der ikke går i takt. »Omstillingsparathed« og »fleksibilitet« efterlyses i jobannoncer, og ja, det er forudsætningen for at kunne følge med i den digitale revolution.
Men som anmelder Mads Hendrich konkluderer om det nye Dúné-album: Hvad nytter det at være omstillingsparat, når man endnu ikke har fundet sig selv. Evig omstillingsparathed sikrer i sig selv heller ikke, at vi mennesker overlever. Det gør derimod den tænkning, der ikke er tilpasset.
Det enkelte menneske skal nok klare sig ved at tilpasse sig nutiden, men menneskeheden overlever kun ved at tilpasse sig fremtiden. Derfor er tilpasning til sidemanden ikke nødvendigvis løsningen. Levner vi i dag for lidt plads til originaler – gør vi nok for at udvikle dem? Vi beder allerede i folkeskolen vores børn om at lægge karriereplaner, og alle taler om fremdrift: Skynd jer, bliv nu færdige, så I kan komme ud på arbejdsmarkedet.
Her er konstant effektivisering nødvendig, men bliver den blind, skaber den mainstream adfærd og tænkning. Det er enerne, som skaber disruption, enerne, som bryder vante mønstre og gør os i stand til at flytte ind i fremtiden.
Janteloven gør det ikke let at være ener. Som menneske er det også naturligt at efterligne andre - at søge det gennemsnitlige og middelmådige for at passe ind og høre til. Dermed risikerer vi at blive mere driftsikre end fremtidssikrede. Som samfund har vi ansvar for at pleje personlighederne frem for at uniformere dem. Og at hylde dem, når de lykkes i stedet for at misunde dem.
For det svære er ikke at tilpasse sig. Det svære er at forandre. Det kræver enere, der ser behovet for forandringer før alle andre.
Den verdensberømte fysiker Stephen Hawkings siger, at han har overlevet langt længere end ventet på grund af sin darwinistiske evne til at tilpasse sig. Ja, fysisk. Men hans videnskabelige erkendelser er ikke resultatet af en tilpasning, men af en enestående ånd.
I en verden, hvor alt efterhånden kan 3D-kopieres på tværs af kontinenter, får »originalen« en ny betydning. Vi kan skrue op og ned for forskellige dele af vores personlighed. Men stå fast på, hvem du er. Frem for en ansøger, der hævder at kunne forandre sig efter ønske, vil jeg hellere høre en, der siger:
»Jeg vil ikke forandre mig. Men jeg vil forandre verden.«
Jens Grund er chefredaktør på Berlingske