Jeg er kedelig. Ikke bare sådan almindelig kedelig, men virkelig tæskhamrende dødkedelig. Jeg er mere kedelig, end min farmor forudsagde, da hun engang i 90erne under mine studier udbrød, at jeg da ikke skulle være »sådan en kedelig museums­dame«.

Og hvorfor er jeg kedelig? Jo, jeg har ikke en kedsomhedsknap. Hverken i mit daglige liv og da slet ikke på kunstmuseet Kunsten i Aalborg, hvor vi aldrig har haft større andel af børn og unge blandt vores gæster. Men en kedsomhedsknap har vi ikke.