Gillette- og Pampersejer nedjusterer efter devaluering
Amerikanske Procter & Gamble, der er verdens største producent af forbrugerprodukter, har nedjusteret forventningerne til helårsresultatet blot en måned efter selskabets seneste regnskab.
Amerikanske Procter & Gamble, der er verdens største producent af forbrugerprodukter, har nedjusteret forventningerne til helårsresultatet blot en måned efter selskabets seneste regnskab.
Selskabet, der står bag blandt andet Gillette, Duracell og Pampers, venter nu en stigning i kerneresultatet pr. aktie på 3-5 pct. mod tidligere 5-7 pct. Årsagen er uro på valutamarkederne, der især har ramt en række udviklingslande hårdt i starten af 2014.
Det skriver Bloomberg News.
Ved seneste regnskab skrev P&G, at selskabet ikke ventede yderligere problemer med helårsforventningerne forårsaget af valutauro, men det største udsalg af udviklingsmarkeders valuta i fem år har ændret på den opfattelse. 39 pct. af Procter & Gambles omsætning kommer fra udviklingsmarkeder.
Derudover er selskabet ramt af Venezuelas devaluering af landets valuta.
Selvom en meget lille del af Procter & Gambles omsætning kommer fra Venezuela, så rammes selskabet hårdt, da produktionen er lokal, og varerne er underlagt en politisk priskontrol, siger Connie Maneaty, analytiker hos BMO Capital Markets, til Bloomberg News.
P&G-aktien faldt 0,5 pct. i eftermarkedet tirsdag.