Så hvad er der galt? Gider kvinderne ikke, tør de ikke eller bliver de ganske enkelt ikke lukket ind i mandeklubben i erhvervslivet? Som det fremgår af hosstående oversigt er kun fem ud af 95 direktionsmedlemmer i de største danske virksomheder kvinder. Det svarer til fem procent.
Direktionsmedlem i Novo Nordisk, Lise Kingo, forlader Novo for, tjah, at skabe sig en bestyrelseskarriere. For ikke mange måneder siden forlod Lene Skole Coloplasts direktion. Ganske vist for at overtage jobbet som direktør for Lundbeckfonden. Stine Bosse forlod i sin tid jobbet som topchef i Tryg for at hellige sig en fuldtids bestyrelseskarriere. Og Eva Berneke forlod for nogle måneder siden direktionen i TDC - og dermed fighten om topjobbet i telekoncernen - for at overtage stillingen som chef for IT-virksomheden KMD.
Man skal have lup med og kigge godt efter for at få øje på magtkvinderne. Der er et par enkelte. Sydbanks Karen Frøsig er ene høne i finansens top. Længere nede i hierarkiet findes Kirsten Drejer, som er chef for biotekselskabet Symphogen. Og i Nykredit er Bente Overgaard medlem af direktionen.
Man kan spørge, om kvinderne overhovedet gider magten? Jo da. Der er absolut ikke noget, der tyder på, at de ikke gider gå efter magten. Tag bare Christiansborg, hvor kvinderne i den grad sidder i førersædet og gerne slås med hinanden og med mændene. Eller tag medieverdenen, hvor kvinderne også har magten. Men i den traditionelle industri, i servicesektøren og i finansen er der så få kvindelige topledere, at det er tankevækkende.
Det fremhæves ofte, at topchefstillingerne skal besættes med de bedste, mand eller kvinde. Hvis det holder stik, kunne man komme frem til en konklusion om, at kvinderne ikke er dygtige nok. I en tid, hvor kvinderne suser af sted på universiteterne et det dog næppe en plausibel forklaring. Mere sandsynligt er det, at kønsfordommene og rip-rap-rup effekten trives i bedste velgående, i sær i erhvervslivet. En vovelig påstand om, at halvdelen af de samlede ledelseskompetencer holdes uden for det gode selskab og går til spilde.
Det skal med, at der er flere kvinder i bestyrelserne end i direktionerne i erhvervslivet. Det kan hænge sammen med, at man(d) på bestyrelsesniveau har set skriften på væggen og de initiativer i EU, der efter al sandsynlighed medfører indførelse af kvoter. Enten ved direkte lovgivning eller ved såkaldte soft-laws, og at de store selskaber derfor forsøger at kapre kvinder til bestyrelserne i god tid inden dette EU-direktiv. Flere af de store search-firmaer (headhuntere) har fået konkrete opgaver med at finde kvinder til bestyrelserne, men altså ikke til direktionerne i erhvervslivet.
En EU-undersøgelse fra 2012 viste, at lige omkring halvdelen af de ad spurgte mænd og halvdelen af adspurgte kvinder havde dette ganske overraskende synspunkt. »Kvinder er mindre interesserede i ansvarsfulde stillinger end mænd”. Altså kvinderne gider ikke. Det placerer Danmark i bunden på denne liste blandt de europæiske lande. Overraskende al den stund, at danske kvinder som nogle af de første drønede ud på arbejdsmarkedet for nu snart adskillige årtier siden. Men foreløbig altså uden at det har smittet af i toppen af erhvervslivets hierarki.
Forklaringerne er mange. Ofte at kvinder ikke kan forene familielivet og work-life balancen med det at være topchef i en stor virksomhed. Det provokerende spørgsmål er selvfølgelig om det er hele forklaringen.